Gentofte Kommune er en veldrevet kommune med et højt kommunalt serviceniveau, og med en lang række gode tilbud for borgerne. Det anerkender vi 100% i Liberal Alliance Gentofte. Vi har jo netop valgt selv at bo i Gentofte Kommune af den årsag, at en masse ting fungerer godt.

Men vi synes også der er plads til forbedring, og vi synes der er plads til udvikling. Når kommunen bestemmer om du som grundejer må etablere et raftehegn, eller om det SKAL være en hæk, så synes vi kommunen går for langt. Vi synes også staten går for langt, når det er forældres indkomst der bestemmer hvor en gymnasieelev skal gå. Vi så langt hellere at der var frihed til at vælge om man vil have hegn eller hæk, og frihed til at bestemme om man vil gå i gymnasie med sine venner, eller prøve noget helt andet et andet sted.

Det er derfor vi siger: Vi skal videre. For vi skal videre. Videre fra den formynderiske kommunale tankegang, og videre mod mere personlig frihed.

Frem mod kommunalvalget vil vi løbende præsentere vores politik og mærkesager indenfor en række områder. Fælles for dem er, at de alle hører under vores visioner om at understøtte et godt og frit liv i Gentofte, med prioritet på kernevelfærd og med så lille en skatteopkrævning som mulig for stadig et levere et højt serviceniveau.

I 2016 blev der optaget kviklån for omkring en halv milliard kroner, og da godt hvert fjerde ikke bliver betalt tilbage til tiden, og hvert femte ender som en inkassosag, så det er naturligt, at det vækker politikernes interesse.

Regeringen kommer til efteråret med et udspil, der givetvis vil betyde stramninger. Erhvervsminister Rasmus Jarlov har allerede vist sig at skyde fra hoften, og har kaldt udbyderne for »banditter, der lever af at give lån til folk, som ikke kan betale dem tilbage«. Det lyder som en forholdsvis dårlig forretning at give penge væk, så lad mig korrigere ministeren og afsløre, at udbydernes indtjening naturligvis består af de kunder, der faktisk betaler tilbage.

Ofte høres det fra venstrefløjen, at kontanthjælpsloft, højere beskæftigelsesfradrag og andre økonomiske instrumenter, der kan øge folks motivation til at skifte passiv forsørgelse ud med et job, er sekundære motivationsfaktorer. Den egentlige motivation er den sociale gevinst ved at være i arbejde, lyder det.

Lige så ofte høres det dog fra samme kor, at der skal indføres skatter og afgifter for at adfærdsregulere befolkningen. Penge motiverer ikke den fattige til at tage et arbejde, men penge kan bruges til at demotivere den rige til ikke at købe en sportsvogn. Det må jo være logikken. Tilsyneladende er økonomiske motivationsfaktorer et tryllekort, som kan spilles fra begge sider alt afhængig af, hvad formålet er.

I oktober fremlagde regeringen sin strategi for fremme af deleøkonomien. Det var længe ventet. Jeg efterlyste det selv for næsten to år siden. Men hvad er det så, vi har ventet på?

Tilbage i begyndelsen af 2016 skrev jeg: »Jeg håber, det er mere end en informerende hjemmeside og et direkte nummer til en selvudnævnt ekspert/funktionær i ministeriet: Strategien skal være ambitiøs, visionær og med et bredt perspektiv.«

Regeringens strategi er i hovedtræk netop det: En informerende hjemmeside og en mail til eksperter i erhvervsministeriet. Læg dertil en stor mængde varm luft såsom »digitaliseringsklar lovgivning i EU« og »harmoniseret dataindsamling i EU-regi«, så har du regeringens strategi.

I Danmark er der godt 800.000 på offentlig forsørgelse.

Det er en høj andel af en lille befolkning, og det er værd at tage en debat, om det er gangbart, at så mange er afhængige af udbetalinger fra det offentlige. Men det er ikke et tal, der skal bruges i flæng, når der debatteres arbejdsmarked og arbejdsløshed. Reelt set har en stor del af de 800.000 nemlig intet med den debat at gøre. En stor del af de 800.000 er personer på barselsorlov, de er syge, førtidspensionister etc. Altså folk som er på offentlig forsørgelse, men ikke er disponible for arbejdsmarkedet, om der så var udbud af job til fuld beskæftigelse.

Erhvervsordfører Ida Auken (R) kalder det omstridte håndværkerfradrag er en tordnende fiasko, fordi det bl.a. tilgodeser de rige. Og ja, håndværkerfradraget er en fiasko. Men ikke på grund af dets konsekvenser, men på grund af dets uskønne natur.

Fradraget er et symptom på, hvordan man har ført skattepolitik i mange år. Særregler og særskatter er en integreret del af vores skattemodel, og ikke én eneste politiker tager et opgør med et system, som hverken borgerne eller systemets administratorer hos Skat reelt forstår. Vi har ikke brug for flere særregler og særskatter, vi har brug for langt færre.

Direktør Kristian Weise fra Cevea skriver på Finans, at det er rimeligt, at boligejere, hvis boliger stiger i værdi, bør betale mere i skat end dem, hvis boliger ikke gør. Det kan Weise have ret i. Det er jo én af grundtankerne bag vores velfærdsmodel: jo bredere skuldre, desto større bidrag. Det er vel ret beset en grundtanke, der har sin del af æren for en lav ulighed.

Kampagnen Kvindernes sidste arbejdsdag har de sidste par uger kørt på de sociale medier. Det er fagbevægelsens desperate forsøg på at gejle en stemning op om en kvindekamp, der defacto er død. Præmissen skulle være 15,7 pct. forskel på lønninger mellem mænd og kvinder, og at kvinder derfor burde få fri resten af året fra starten af november, hvor de forholdsmæssigt har arbejdet nok.

Skulle man tro på dette, bliver danske kvinder altså forskelsbehandlet på arbejdsmarkedet. Undertrykt og forhånet. Nogen må da redde den stakkels kvinde, for hun kan ikke selv.

I forbindelse med folketingets åbning hørte jeg noget så skævt, at jeg måtte se klippet flere gange for at være sikker på at jeg hørte rigtigt.

Enhedslistens Pernille Skipper udtalte, at der ikke skal være en nævneværdig økonomisk forskel på at være på passiv forsørgelse og på at have et job, simpelthen fordi vi alle kan havne i den uheldige situation. Det kan vi, men det kan kun være en ideolog uden nævneværdig erfaring fra arbejdsmarkedet, der kan udtale sig sådan.

Og det er det faktisk akkurat tilfældet med Pernille Skipper.

Debatten om roadpricing dukker jævnligt op. Og ligeså jævnligt mødes forslagene af et forudsigeligt teater, hvor de forskellige partier nærmest til perfektion spiller de samme roller – enten for eller imod. For en liberal bilejer som mig er det næsten givet, at min rolle er som kraftig modstander. Så det er jeg. Og alligevel ikke.

På den ene side er roadpricing blot endnu en skat i rækken. Det er endnu en skat på os bilejere, der i forvejen har været hysterisk beskattede i form af den vanvittige registreringsafgift – også selvom den nu er blevet lidt mindre. Det er ikke roadpricingen i sig selv, der fortjener modstand. Det er den samlede beskatning af os bilejere som gruppe, og forslaget om endnu mere af slagsen, der vækker min modstand.