Sagen er bare den, at det sympatiske princip bag de bredeste skuldre ikke må være på bekostning af retfærdighed. Og det krav har den danske boligbeskatning meget svært ved at honorere.
Parcelhusreglen, forældrekøb, beboelseskrav, og andre indviklede regler og love tegner et billede af dansk skat, når den er værst, og den danske boligbeskatning er et præmieeksempel på dette. Ingen har en reel chance for at navigere i reglerne, og det er stort set sikkert, at bevæger man sig ind på markedet, så er man som boligejer langt fra garanteret korrekt beskatning. Vurderingssystemet er en farce. Ikke kun fordi det vurderer forkert, men fordi præmissen er det.
Boligskatten i dens nuværende forfatning er et angreb på befolkningens retssikkerhed. Det ændrer de småjusteringer, som reelt er skatteministerens nuværende ærinde, ikke ved. Det nye vurderingssystem, som Skat arbejder på, vil ikke ændre ved den grundlæggende præmis, at staten gætter sig frem til din skat. Staten vil bare tilrette den, og det er moralsk forkert. De såkaldte skatterabatter betyder endvidere, at du kan bo på en vej i provinsen, eje et hus identisk med din nabos, og alligevel betale en højere boligskat. Skatteministeren kalder det »en udfasning«. Reelt er der dog tale om et selvskabt problem og en selvvalgt udfasning, men ikke en retfærdig løsning.
Der er i realiteten én – og kun én – valid prisfastsættelse af ydelser. Det er salgsprisen, som dermed er det eneste korrekte beskatningsgrundlag. Ingen vare er mere værd, end hvad den kan sælges til på det frie marked, og ingen statslig enhed formår at vurdere et korrekt skattegrundlag. Derfor skal vi beskatte ved salg, ikke før. Det giver simpelthen ikke mening, at en avance er skattefri, fordi beskatningen løbende har været foretaget på skøn, og det giver ikke mening at beskatte på skøn. Two wrongs don’t make a right.
Vi indkomstbeskatter på baggrund af folks løn som den er, vi avancebeskatter ved realisering, og vi betaler skat af anden indkomst baseret på hvad den er, ikke hvad Skat gætter sig til den kan være. Det skal også være grundtanken i vores boligbeskatning.
Privat avancebeskatning, som beskrevet foroven, er den eneste rigtige løsning, men det skal være som erstatning til vurderingsprincippet, ikke som tillæg. Det er givetvis en dyr løsning, og det må være det der holder liberale regeringer tilbage i forhold til at gå den vej. Men det er den rette løsning, simpelthen fordi den over alt sikrer retfærdig og korrekt beskatning, og medfører at folk kan blive boende i deres huse og ikke må flytte grundet høje og fiktive boligskatter.
