Velfærdssamfund

Når en socialist møder en liberalist fyger det ofte over bordet med fordomme og påstande om den andens synspunkter, ofte inden den anden part har nået at præsentere disse. Socialisten påstår, at liberalisten er drevet af at lave samfundet om med henblik på at få så meget som muligt ud af det selv, på bekostning af socialisten, og liberalisten påstår det samme om socialisten. Det er naturligvis vores velfærdssamfund og dens fremtid de snakker om. Jeg tror vi kan finde enighed omkring, at vi har et godt og velfungerende land hvor folk overordnet er lykkelige, forholdsvis velstående – uden i øvrigt at stille mig op i koret af folk der godt vil diskutere hvem der kom først, hønen eller ægget, velstanden eller velfærdssamfundet – og hvor vi er trygge og privilegerede. Så er socialisten og liberalisten så forskellige, eller er det bare nuancer de er uenige om? De er i hvert fald uenige når det kommer til hvem der skal betale gildet. De er også uenige om hvor meget velfærdsstaten skal fylde. Og så er de uenige om hvem der må være med.

Når det kommer til de værdier som vores samfund bygger på, så er det jo værdier vi som mennesker har kendt til – og fundet overordnet enighed omkring – længe før den første socialist og liberalist kom op at skændes. Når vi som mennesker har valgt at leve sammen i grupperinger, så kan vi ikke udelukkende via lovgivning sætte rammer op for dette fællesskab. Vi må også hver især have, og respektere, nogle grundværdier som næstekærlighed, i en eller anden form, solidaritet, retfærdighed og tillid. Hvis vi ikke kunne stole på, at manden i hulen ved siden af os fandt det retfærdigt, at man som nabo må beholde sine egne flintesten, og hvis vi ikke kan finde enighed om at det er en god ide at tage sig af de svage i grupperingen, om ikke andet fordi det kunne være os selv en dag, så er det ikke muligt at gruppere sig. Overordnet finder vi i samfundet fælles fodslag omkring en række grundlæggende gode og sunde værdier, og det er netop disse som velfærdssamfundet er bygget på baggrund af, på tværs af politisk ideologi.

Men når det kommer til diskussionen omkring vores samfundsstruktur, herunder vores velfærdsmodel, så tror jeg at det i overordnet grad er midlerne, og kun i mindre grad målene, vi er uenige om, og at det er her vores diskussioner opstår. Målet, altså det samfund vi ønsker, tror jeg egentlig ikke vi er så uenige i, højst graden. Tro det eller lad være, så er det faktisk de færreste liberale, der er så gennemsyrede liberale, at de ønsker en stat så lille at den end ikke kan tage sig af de svageste. De findes da, men det er ikke en gruppe af betydelig størrelse i Danmark, til trods for at det ofte er dem der sættes op som liberalismens sande ansigt når kritikeren skal male fanden på væggen. For os der betragter os selv som fornuftige og pragmatiske liberale, vi er trods alt en del, der forekommer der altså ikke noget ønske om at se døde og lemlæstede mennesker i gadebilledet, bare fordi de ikke har formået at konvertere deres skattelettelse til en privattegnet sundhedsforsikring og i stedet drukket pengene op, så de nu ikke kan blive behandlet. Så kyniske er de færreste af os.

Det er faktisk også de færreste liberale der hylder ulighed i en grad, der sætter vores sikkerhed og tryghed på spil. Det er da klart at jeg ville ønske at vi kunne diskutere lidt mere nuanceret omkring ulighed som en dynamisk værdi og ikke som et skældsord, og jeg ville ønske at jeg kunne trænge igennem med de velmente argumenter om, at øget ulighed i det rette omfang ikke nødvendigvis er dårligt for hverken rig eller fattig. Jeg mener ikke, at det må være et mål i sig selv at øge uligheden i samfundet, og jeg kan ikke finde hvor i liberalismens grundideer at det skulle være beskrevet, at ulighed er et liberalt mål i sig selv. Vi skal naturligvis ikke aktivt søge en Gini-koefficient så høj, at den placerer os på niveau med lande som Rumænien og Bulgarien, lande der er præget af store klasseskel og ustabilitet på flere niveauer, for det gør ikke Danmark til at rart sted at leve og det er helt sikkert en værdi de fleste deler, tryghed. Den balance tror jeg på kan findes i en modificeret velfærdsmodel, der tager udgangspunkt i styrkerne i den nuværende. Problemet med vores nuværende system er bare grundlæggende, at det begrænser dem der kan og vil, og at ligheden i højere grad opretholdes ved at begrænse nogle, fremfor at udvikle nogle andre. Et princip vi allerede lærer vores børn i folkeskolen, hvor de stærkeste elever ofte tilsidesættes for at få de mindre dygtige med. Hermed mindsker man uligheden, men begrænser den dygtige. Et på mange måder underligt, og meget dansk, fænomen. Desværre er det så dansk, at det gennemsyrer vores samfund.

Dermed kommer lighed som værdi i samfundet til at blive opprioriteret på baggrund af en anden vigtig værdi, individets frihed, og her er det den forkerte dynamik opstår. Jeg synes det er forkert at have som mål at begrænse en befolkningsgruppe, udelukkende for at undgå ulighed, og det er der en række ting i vores samfundsmodel der gør i dens nuværende form. Her tænker jeg især på økonomiske reguleringer. Frihed er en værdi vi aldrig må tage for givet, for hvis der er noget andre dele af verden misunder os, så er det den høje grad af frihed vi har i Danmark, og den skal vi værne om. Vi har, og skal fortsat have, et samfund med respekt for den personlige frihed som en af vores helligste værdier, uden at det udelukker behørig respekt for solidaritet og fællesskab. Ofte viser det sig jo, at med frihed kommer kreativitet og med kreativitet kommer den vækst så mange økonomer efterlyser. Selv i en debat om blødere værdier, om man vil det eller ej, så skal vores dyre velfærdssamfund finansieres og det sker, efter min mening, bedst ved at staten står så lidt som muligt i vejen for folk der vil, og kan, altså giver friheden til at skabe og udvikle.

For socialisten er velfærdsstaten frihed fordi trygheden fordrer frihed til at handle. For liberalisten er velfærdsstaten en frihedsberøvende institution, der begrænser udvikling. Og netop dette synes jeg der er mange ting der tyder på er ved at ske. For selvom vi som et lille land klarer os relativt godt, så er der stadig en række faresignaler som vi bliver nødt til at tage alvorligt. Hvis der er noget finanskrisen har synliggjort, så er det, at lande konkurrerer med hinanden i en til stadighed mere international konkurrence, og at det er dyrt hvis man sakker bagud i konkurrenceevne. Netop den faldende konkurrenceevne er et problem vi skal tage meget alvorligt.

Det synes jeg sagtens kan gøres uden i en ekstrem grad at gøre op med velfærdsmodellen som vi kender den. Men velfærdsmodellen anno 2014 ligner altså i mine øjne mest af alt en dinosaur på vej mod sit endeligt. Den er utidssvarende, tung at ændre og har naturligvis ikke det fulde ansvar for at lande omkring os har klaret sig bedre i krisen end os, ej heller det fulde ansvar for vores ringe udvikling i relativ velstand, men det er naivt at påstå at den er uden ansvar og at vi med den nuværende model står stærkt i globaliseringen. Vi har brug for de nødvendige reguleringer i modellen som sikrer, at den stadig kan eksistere ud fra de forudsætninger som globaliseringen byder os, og ud fra de nationale og internationale udfordringer som vi står overfor. Det kan gøres uden at vi skal gå på kompromis med solidaritet, næstekærlighed og vores omsorg for dem der har brug for hjælp i samfundet. Det skal kunne lade sig gøre, for det er trods alt det Danmark langt størstedelen af os elsker så højt og som gør at rigtigt mange i andre dele af verdenen misunder os, ikke kun fattige. Men det betyder også, at vi skal opprioritere ligeså vigtige værdier som retfærdighed og frihed, den form for frihed hvor individet oplever handlefrihed og myndiggørelse. Vi skal via de rette reformer sikre et velfærdssamfund, der i højere grad er tidssvarende, frihedsfordrende, retfærdigt og kompetitivt, snarere end begrænsende, uretfærdigt og middelmådigt.