Skattelettelser

Skattelettelser er et udskældt begreb, fordi det det ofte bliver fremstillet som værende overklassens desperate forsøg på flugt fra solidaritet. Men det er kun en kvart sandhed. Skattelettelser, i dets rette form, kan faktisk være et bredt socialt frihedsgode, som skaber øget livskvalitet for de fleste, men det kræver at høj som lav erkender, at flere penge i hænderne ikke kun er et udtryk for købekraft, men også et udtryk for muligheden for frihed i form at muligheden for at skabe større velfærd for én selv.

For faktum er, at vi har et af verdens højeste skattetryk og som følge heraf har vi sat vores konkurrenceevne samt arbejdsmarked under pres. Globaliseringen har bevæget sig hurtigere end vores politikeres evne til at tilpasse forholdene i Danmark til resten af verdenen. Og netop derfor skal vi høre på at de er hurtigere i Kina, at øst-europæerne kommer og tager vores arbejde og at udenlandske virksomheder er skeptiske omkring at etablere sig i Danmark, fordi topskatten er for høj og det generelle lønniveau er obstruerende for effektiv virksomhedsdrift. Og det er jo ret interessant med de udfordringer, for det er for en gangs skyld hverken kinesernes, øst-europæerne, eller udlændingenes skyld. Det er vores egen skyld, for vi har ladet vores politikere lede samfundet i en retning hvor det er tungt at ændre. Vi har i skrivende stund brug for skatteindtægter, for driften af Danmark er enorm og ineffektiv. Desværre får vi ikke nok for de penge, for vi har hverken verdens bedste uddannelsessystem eller sundhedsvæsen. Vi betaler for en Maserati men kører rundt i en Toyota.

Men udover de lidt flygtige begreber som konkurrenceevne og arbejdsmarked, så har vores skattetryk også den effekt, at det låser ganske almindelige danskere og begrænser dem i deres frie valg og søgen efter et velafbalanceret liv. Grundet skattetrykket har vi nemlig skabt et begrænsende system som rammer høj som lav på det mest dyrebare vi har: friheden til at disponere som frie mennesker og skabe det bedst mulige liv. Og her er Danmark et umådeligt godt sted at være havnet, for vi har det godt. Her er ingen krig, de største jordskælv vi har, kan dårligt ryste mælkeskummet af en cafe latte, vi har adgang til uddannelse og vi sulter ikke. Men vi kan få det bedre for vi er ikke frie. Vi er faktisk bundet mere af statens store omfordelingsmaskine, end man lige går og tænker over.

For som det er nu, så er skattesystemet begrænsende udover det rimelige. For mange mennesker kan det ikke rigtigt betale sig at gå fra passiv forsørgelse til en aktiv rolle på arbejdsmarkedet. Deri er den marginale forskel i nettoindkomst simpelthen for lille. Og vi har mange arbejdsløse bl.a. – men ikke udelukkende – pga. vores skattetryk. Og det er alvorligt. For hvis der er noget der dræber livskvaliteten, så er det følelsen af at være uønsket. Psykologer påpeger således, at langvarig ledighed kan føre til funktionel depression og at man efter to års arbejdsløshed nærmest er at betragte som handikappet grundet den permanente håbløshed som arbejdsløsheden har medført. Det betyder ikke at skattetrykket er ansvarlig for danskernes depression, men det hjælper heller ikke ligefrem.

Skattetrykkets ulemper rammer bredt. Udover at vi låser de arbejdsløse ved ikke at have rammer der skaber arbejdspladser, samt incitamenter til at tage de tilgængelige lavindkomstjobs, så rammer systemets ulemper alle. Vi straffer dem der etablerer sig i kernefamilier med to jobs, bil, bolig og grundskyld, og dem der, systemet til trods, opnår succes, dem håner vi i en grad der gør at de stikker af til andre lande. For incitamentet til at tjene mange penge i Danmark eksisterer ikke. Så når en lempelse af skattetrykket møder så stor modstand og forhånelse, så er det fordi modstandere af et gennemgribende opgør med den danske skattemodel tilsyneladende ikke vil anerkende, at skattelettelser ikke kun er et udtryk for grådighed. Faktisk tror jeg at de færreste med høje indkomster ser en skattelettelse som et tiltrængt behov for merforbrug. Nej, skattelettelser går hånd i hånd med frihed og individets ret til egne valg. For kun med et lavere skattetryk, og dermed højere rådighedsbeløb, kan vi give danskerne friheden til at disponere som den enkelte dansker vil. Og det er her lavere skat viser sin berettigelse i forhold til de blødere værdier, som den normalt ikke forbindes med.

F.eks. er stress er blevet en folkesygdom, danskerne føler sig fortravlede og Center for Familie- og Arbejdsliv kan endda berette, at de danske par og forældre arbejder mere end det europæiske gennemsnit og langt mere end lande vi normalt sammenligner os med. For skattetrykket gør det så dyrt at leve i Danmark, at vi ikke har råd til at disponere anderledes, og sætte andre værdier højere. For mange børnefamilier vil der givetvis være stor værdi i at lade den ene part arbejde lidt mindre, som man ser langt hyppigere i f.eks. Tyskland, og på den måde få hverdagen til at hænge lidt bedre sammen i en periode med småbørn, eller måske vil de ansætte en hjælp. Måske vil familiens far gerne indgå aftale om forlænget barsel med sin arbejdsgiver. Og for yngre borgere vil et højere rådighedsbeløb måske betyde, at de ikke behøver at lade sig gældssætte i studielån. Måske får de større livsglæde ved at købe en bil eller rejse. Og for andre er der måske ingen sammenhæng mellem at have et lykkeligt liv, og have flere penge i hånden. De kan jo så lade være med at bruge pengene, eller give dem til dem som de mener, har mere brug for dem. Værdier er individuelle og det skal politikere ikke gøre sig til unødige smagsdommere over. Politikernes fornemmeste rolle er at skabe de rammer, hvor borgerne får muligheden for at disponere i en grad der gør, at de kan tilpasse deres liv ud fra hvad de vægter højt, også i forhold til disponibel indkomst. Og her optræder det nuværende skattetryk ikke som en ven, men som en fjende. For enhver far eller mor kender til den dårlige samvittighed der følger med, når man henter i institutionen som den sidste, og mange ældre borgere kunne måske godt tænke sig et lidt større råderum til at forsøde tilværelsen med. Men hvis der ikke er råd i privatøkonomien til at lave det om, så bliver den dårlige samvittighed, og bitterheden over at være låst, bare permanent i stedet for at vi finder friheden til at styre vores egne liv. Det tror jeg at mange danskere har et ønske om at kunne gøre.

Så er det da klart, at forud for skattelettelser er et stort arbejde i forhold til finansiering, og heri består den største hurdle da vi har opbygget et dyrt samfund, så ethvert forslag om effektivisering og omprioritering bliver altid mødt med skepsis. Men ethvert politisk tiltag om skattelettelser virker til bare at blive finansieret via afgifter eller skat på noget andet. Det er en uigennemskuelig omfordeling af skat og afgifter, det er ikke generel lempelse og således har vores skattetryk de sidste 50 år haft en støt stigende kurve. Danskerne har krav på større synlighed omkring skat og afgifter, et mere simpelt og gennemskueligt system, samt krav på en plan for en mærkbar nedsættelse af skattetrykket der varer længere frem end til næste folketingsvalg. Men hvis udgangspunktet for debatten er forhånelse og opråb om forringelse af velfærd, så drukner værdidebatten om frihed og livskvalitet. Det ville være rart med en mere nuanceret debat om de åbenlyse bløde værdier der er ved at give folk mere selvbestemmelse. Det er et socialt frihedsgode at rykke penge fra statens omfordelingsmaskine til penge i hånden for den enkelte borger.