Politisk angreb på 3

Det der 19. januar startede med en artikel i Politiken om televirksomheden 3´s skatteforhold, eller ret beset om ejerens skatteforhold, endte over de efterfølgende dage på finurlig vis som en sag, hvor politikere opfordrede danskerne til boykot af 3. Dette på baggrund af Politikens oplysninger om at 3´s ejer bruger Luxembourg som skattely. Politikens og lemmingpolitikernes reaktioner siger alt. Det er ignorancens og populismens grimme ansigt der her – i uskøn forening – viser sig på højeste niveau. Tilsyneladende er det et meget udbredt fænomen, især i politikerkredse hvor jagten efter at fremstå så aktuel og handlekraftig som muligt ofte overskygger begæret efter at være saglig og troværdig. Store horder af danskere politikere har så travlt med at iscenesætte sig selv på sociale medier at de udtaler sig om alt, inkl. om ting de ikke har forstand på. Og undrer sig samtidig over at politikerleden vokser.

3 sagen er et godt eksempel på hvornår det kan være decideret samfundsskadeligt at udtale sig om noget man ikke har forstand på, til trods for at man er betalt for at have det. Før 3´s direktør, Morten Christiansen, havde haft skyggen af en chance for at kommentere på Politikens artikel, gik socialdemokraternes skatteordfører, Astrid Krag, således ud via sin Facebook profil og opfordrede danskere til at overveje deres brug af 3 som leverandør. Astrid Krag udnyttede altså sin højt profilerede person, til at opfordre til boykot af et selskab der intet ulovligt har foretaget sig, og intet er dømt for. Dette endda uden at have sat sig ind i sagen, og uden reelt at forstå sagen. For som enhver med et minimum af kendskab til opstart af virksomhed i almindelighed, og regnskabsmæssig og skattemæssig opgørelse i særdeleshed, kunne regne ud, så er der massive investeringer forbundet med at starte televirksomhed i Danmark, et forhold der medfører et fremførbart underskud.  Og nu er det jo engang sådan i Danmark, at man først betaler skat i det øjeblik at man akkumuleret genererer profit. Har man haft underskud i sit første regnskabsår optjener man således et skatteaktiv, og først når indtjeningen samlet set overstiger skatteaktivet betales der skat af profitten. Det er et forhold man må forvente en skatteordfører for regeringens største parti er bekendt med, og sætter sig ind i, eller som minimum undersøger sagen i dialog med 3 og hører deres side af sagen før der opfordres til samfundsskadelig handling. For det er jo det en boykot er og der er da helt sikkert 3 kunder der r hoppet med på den galej og har opsagt deres abonnement.  Man rammer bare ikke kun 3 som virksomhed, man rammer også 3´s medarbejdere, helt almindelige danske skattebidragende personer og i dette tilfælde bidrager Astrid Krag til at tegne et forkert billede af en virksomhed.  Det er simpelthen ikke rimeligt.

Dette skal ikke ses som et totalforsvar af 3. Og slet ikke af deres ejer med det, i denne sammenhæng, nærmest komiske navn, Ka-shing. For det er asocialt at undgå at betale skat, og det er usolidarisk. Men kun hvis det sker via brud på lovgivningen, og det er der altså ikke tale om. Det er et urimeligt og vanvittigt krav at kræve et moralsk ansvar fra skattebetalere. Enhver skal betale den skat som lovgivningen angiver. Ikke mere. Ikke mindre. Hvis der er et håndværkerfradrag i Danmark, så trækker jeg omkostninger fra og nedbringer min skattepligtige indkomst, fordi jeg gerne vil betale så lidt som muligt i skat, indenfor de rammer lovgivningen giver mig. Og hvis håndværkerfradraget afskaffes, så trækker jeg det ikke fra. Det kan aldrig blive min opgave som skattebetalende individ at være moralsk vogter over hvilken skat jeg skal betale, jeg betaler det lovgivningen påbyder mig. Det samme gælder Ka-shing. Man kan diskutere modellen der er anvendt med holdingselskab i Luxembourg,  og den opgave er politisk, men man kan under ingen omstændigheder tillade sig at opføre sig som en middelalderlig rygtesmed og opfordre til boycot af et driftigt dansk selskab der har overholdt den danske skattelovgivning til fulde.Indtil andet er bevist så er 3 en succesfuld og anstændig virksomhed, der har skabt mange arbejdspladser og er bygget på en persons risikovillighed til at investere milliarder i Danmark på et marked der er kendetegnet ved hård konkurrence.

Hvis Astrid Krag virkelig vil vise sig som en værdig skatteordfører for sit parti så går hun ud og giver den undskyldning til 3 som de fortjener. Hun anerkender at hun var lige hurtig nok på aftrækkeren, at hun reelt ikke havde sat sig ind i tingenes tilstand indenfor sit ansvarsområde så hun rent faktisk ikke havde sat sig i en position til at opfordre til boycot. Ret skal være ret. I Danmark fortjener ingen virksomhed at likehuntende politikere sætter dagsorden for om deres kunder skal blive, eller forlade dem. Det er rimeligt nok at fejle. Men det er format at indrømme det og ikke bare stikke hovedet i busken. En undskyldning og en berigtigelse til 3 er på sin plads, det skylder hun 3 og sin troværdighed.