Folkeskolen

Anders Bondo Christensen skriver i Berlingske, at vi skal tage lærernes bekymring alvorligt. Det er da ikke en dårlig ide. Men skal vi ikke hellere tage alvorligt, at den danske folkeskole er ved at falde fra hinanden pga. skyttegravskrig mellem de vigtigste interessenter? Det er som om interessenterne, herunder Danmarks Lærerforening, er så forankret i konflikt, jura og formaliteter, at den sunde værdibaserede diskussion er forsvundet.

Men det er jo ikke så forfærdelig mange år siden, at der var respekt for læreren. Gerningen var et respekteret fag, eleverne og forældrene havde respekt. Lærerens funktion er vigtig for vores fremtid, og det bør medføre respekt. Sådan er det bare ikke mere. Lærerne har simpelthen mistet grebet og fremstår, som jeg ser det, mest af alt bare som koordinatorer. Koordinatorer af et system, der langsomt, men sikkert er ved at udvandes. Og det er svært at have respekt for den funktion. Disciplinen er væk, ambitionerne er svære at få øje på, og folkeskolen udvandes, fordi de ressourcestærke børn søger mod frie grundskoler. Tilbage står vi om nogle år med en folkeskole, der er en taberskole. Men det er vigtigt at bevare folkeskolen. For en helhedsskole med disciplin, plads til alle og kvalificeret undervisning på alle niveauer er værdifuld for alle. Folkeskolen og lærerfunktionen har bare sine udfordringer i dag. Om det er selvforskyldt, om det er KL, regeringen eller en helt fjerde, der bærer skylden, er egentlig ikke så vigtigt, det vigtige må være at samles om løsningen.

For det er jo egentlig ret simpelt; vi kommer aldrig til at være en nation, der kan udkonkurrere andre på løn, og vi kommer aldrig til at opbygge en førende produktionsnation. Den nye iPhone kommer ikke til at blive produceret på en fabrik i Islev, og Toyota kommer ikke til at producere sine biler i Tappernøje. Vi skal konkurrere på noget helt andet – nemlig vores knowhow. Det ved de fleste, men det kræver mere af os i dag end før.

Vi er et folkefærd, der hylder enhver form for debat, så længe den ikke gør for ondt, og især ikke, hvis den gør ondt på nogen, der i forvejen har det hårdt. Det er jo egentlig sympatisk nok, men også meget begrænsende. I Danmark er vi bange for at være konkrete, når vi identificerer folk, der har det svært, herunder børn i folkeskolen. Og vi er bange for at stille krav til netop de børn, der har det svært. Jeg anerkender fuldt ud, at vi gør det i vores hjertes godhed, men spørgsmålet er, om vi ikke bare i vores hjertes godhed narrer os selv og vores børn? Er vi ikke bare i gang med at omklamre vores børn, gardere dem mod krav og forventninger og skabe en generation, der er så beskyttet, at vi om 10-15 år har en tabergeneration uden chance i den globale konkurrence? Jeg frygter det. Og jeg tror, at mange andre forældre frygter det. Den store bevægelse mod frie grundskoler, er jeg heller ikke i tvivl om, er et resultat af forældres manglende tiltro til folkeskolens evne til at disciplinere og uddanne vores børn ud over det middelmådige. Og er der noget, vi i Danmark ikke har brug for, ovenstående konkurrencesituation taget i betragtning, så er det middelmådighed.

Omkring hele denne debat, der har været med heldagsskole og lærerkonflikt, har jeg savnet det, som jeg synes, er kernen. Det er fuldstændig ligegyldigt, om børn bliver undervist i 20, 30 eller 40 timer om ugen, hvis ikke undervisningen er kvalitativ og tilrettelagt på niveau for den enkelte – altså niveaudeling. Det er en værdibaseret debat, om vi vil have en enhedsskole – hele folkets skole – eller en delt skole med fuld niveaudeling, og det er en debat, vi er nødt til at tage. Det er nok de færreste, der kan se værdien af en total- opdeling, men jeg finder det meget uhensigtsmæssigt at have en folkeskole, hvor der i realiteten ikke eksisterer niveaudeling i mere strukturerede, veldefinerede og informative rammer. Jeg tror på en mellemvej, øget niveaudeling, eller øget holdopdeling, om man vil. Og jeg tror på, at vi bør give vores ledere rammerne til at skabe et undervisningsmiljø, der indeholder niveaudeling og give dem mandatet til at vurdere, om det virker for deres respektive skole. Jeg synes, at det er på tide, at vi for alvor tør give ansvaret og friheden til dem, vi har besluttet, skal lede de enkelte skoler. Det er ret sikkert, at de er bedre til det end os på sidelinjen, men det er, som om det ikke er acceptabelt som skoleleder at melde ud: »Her på min skole er det ambitionen, at alle elever skal komme herfra så dygtige som muligt ud fra individuelle forudsætninger og det gør vi via øget disciplin, respekt for læreren og niveaudeling.«

Men hvorfor ikke? Lad os da bakke skolerne op med de nødvendige ressourcer, hvis de ønsker at etablere øget niveaudeling i strukturerede forløb. De bliver dyrere i længden, hvis vi ikke gør noget, men udover det kræver det omstillingsvillighed fra et skolesystem som fra upartisk hold forekommer mig enormt indspist og fastlåst i konflikter og gamle forretningsgange.

Hvis vi skal have en afgørende rolle i fremtidens samfund, og hvis vi skal løfte overliggeren for vores skoler, skal vi turde gøre op med lighedstanken, for den begrænser mere, end den gavner. Vi skal turde skabe en folkeskole, der systematisk stimulerer de dygtige elever uden at tabe de mindre dygtige. En folkeskole, som stiller krav til, at eleverne yder deres bedste, på hver deres niveau, samt udviser den fornødne disciplin. Massiv niveaudeling, hvor man i 3. klasse stempler elever som ’kloge’ eller ’dumme’, gavner naturligvis ikke nogen. Men jeg er overbevist om, at en øget niveaudeling på et mindre ekstremt niveau, samt et større fokus på disciplin, vil sikre, at vi ikke holder de elever, der kan, nede. Samtidig vil det motivere de knap så stærke elever. Det må, alt andet lige, være motiverende for såvel stærke som knap så stærke elever at deltage i undervisning og projektforløb, hvor de krav, der stilles, hverken er for lave for de stærke, eller for uoverskueligt høje for de knap så stærke. Vi kan sagtens forene den danske folkeskole med en niveaudeling på et ikke-ekstremt plan.

Med afsæt i en grundstamme af elever, der repræsenterer hele lokalbefolkningen, kan vi sagtens derfra arbejde med projektforløb og øget niveaudeling i hold. Eller vi kan opdele i nogle fag og holde stamklasse i andre fag. Der er egentlig et forholdsvis godt råderum juridisk, men der mangler, efter min overbevisning, mod til at tage de skridt, for det er da udansk at sætte ord på, at elever ikke er lige. Men er det ikke dybest set det signal, forældre nu sender, ved at fravælge folkeskolen og dens fastgroede lighedstanke? Uden niveaudeling frygter jeg, at vi får den ekstreme niveaudeling, som de færreste nok tror på er sund.

Desværre giver det nok helt sig selv, hvis vi ikke gør noget nu for folkeskolen og lader den forfalde til at blive stedet, man bliver fordi ressourcerne ikke rækker til andet.

Det kommer til at gøre vanvittigt ondt i starten, for ligegyldigt hvilke ord vi bruger, så er der tale om en opdeling. Men nok mest for de voksne, for børnene er ikke dummere end at de jo allerede godt ved, hvem der er stærke, og hvem der ikke er. De navigerer jo allerede i den virkelighed hver evig eneste dag. På den lange bane tror jeg, at vi får langt dygtigere børn, og på den måde vil vi stå langt stærkere i den globale konkurrence end tilfældet er nu.

Det gælder om at løfte bundniveauet uden samtidig at sætte grænser for topniveauet. Lad os gøre op med den berøringsangst, der er omkring dette, og i stedet give skolebestyrelserne og deres ledere rammerne for at være mere ambitiøse og langt mere resultatorienterede for såvel høj som lav. Der er mig bekendt ikke nogle, der har taget skade af at få stillet krav og blive disciplineret inden for rimelighedens grænser.

Helt konkret i denne sag, så tror jeg, at vi er nødt til at være lidt udanske for at bevare danskheden.