Demokratisk paradoks

Når sønnike skal starte til fodbold, så undersøger vi de omkringliggende klubbers trænere og vælger til sidst en klub hvor træneren engang spillede divisionsfodbold. Han må vide hvad han gør, så han kan gøre sønnen til landsholdsspiller og hvis han kan forsikre os om at han kan nå niveau som Michael Laudrup, så er lykken gjort inden første træningspas. Og når vi skal have vores førstefødte pige i vuggestue, så kører vi byen tyndt og besøger institutioner for at finde ud af hvem der faldbyder sig mest og fortæller os at vores baby, der på dette tidspunkt hverken kan gå eller tale, er helt spDeciel og at de i øvrigt har fine universitetsgrader i pædagogik at trække på. Vi undersøger på nettet når vi skal ud at spise. Og vi tjekker ratings af hjemmesider når vi bestiller en tørretumbler. For vi stiller krav. Krav til vores nærmeste, krav til de leverandører vi benytter og krav til enhver vi måtte møde på vores vej. Men når det kommer til de politikere vi vælger ind i byråd, Europa-Parlamentet og folketinget, så er vi overvejende ligeglade. Smukke politikere får flere stemmer til valg end mindre kønne og flere eksperter jublede da stemmeprocenten nærmede sig uhyrlige 60% til Europa-parlamentsvalget. Vores ypperste politiske højborg, folketinget, er proppet med folkevalget politikere, der reelt har spist frokost oftere i Snapstinget end de har ude i byen. Og netop heri består det egentlige problem: danskerne tager demokratiet mindre alvorligt end vi burde. For det er da helt skævt at stemme den smukke kvinde ind i byrådet på hendes udseende, og bagefter brokke sig over hendes virke. Eller ikke tage et EP valg mere alvorligt, når så stor en del af den danske lovgivning direkte eller indirekte stammer fra EU. Eller stemme på politikere vi kender fra Vild med dans og Masterchef, uden egentligt at vide hvad de har af baggrund for at påtage sig så vigtig et embede. Og så bagefter klandre dem for at være levebrødspolitikere uden sans for hvad der foregår ude i Danmark. Problemet synliggøres ved, at blandt de siddende erhvervsordførere har ikke én en erhvervsrelevant uddannelse, kun én har drevet egen virksomhed og i 00´erne har de i gennemsnit 2,25 års erhvervserfaring. Til gengæld har de gennemsnitlig over 5 gange så lang erfaring fra Borgen.

Det politiske system er samfundets regulerende og katalyserende motor. Og hvis vi ikke tager det alvorligt og forstår, at motoren aldrig kører bedre end de folk vi sætter til at vedligeholde og udbygge den, så har vi kun os selv at klandre. Så længe vi ikke sætter os bedre ind i hvem vi stemmer ind som vores ypperste beslutningstagere, så klinger enhver kritik hult. Således nytter det da ikke noget nu at bebrejde de folkevalgte i folketinget ovenstående ej heller at hver femte af dem ikke har en færdiggjort uddannelse af nævneværdig karakter eller haft et job udenfor politik. Tilsvarende statistik finder man i mange badmintonklubber og bowlinghaller i provinsen. Forskellen på dem og folketinget er bare, at ham på banen ved siden af har vi ikke valgt, men det har vi med politikeren. Så det demokratiske problem det skaber hvis ikke de folkevalgte i overvejende grad kan trække på erfaring fra “det virkelige liv” falder tilbage på vælgerne. Beslutningstagerens allervigtigste redskaber er kompetence og erfaring. Så når det påstås, at Folketinget skal være et repræsentativt udsnit af befolkningen er det noget forbandet vrøvl. Folketinget skal være et udsnit af samfundets stærkeste beslutningstagere og ligestillet hertil, et bredt repræsentativt udsnit af relevante fagområder.