I 2016 blev der optaget kviklån for omkring en halv milliard kroner, og da godt hvert fjerde ikke bliver betalt tilbage til tiden, og hvert femte ender som en inkassosag, så det er naturligt, at det vækker politikernes interesse.

Regeringen kommer til efteråret med et udspil, der givetvis vil betyde stramninger. Erhvervsminister Rasmus Jarlov har allerede vist sig at skyde fra hoften, og har kaldt udbyderne for »banditter, der lever af at give lån til folk, som ikke kan betale dem tilbage«. Det lyder som en forholdsvis dårlig forretning at give penge væk, så lad mig korrigere ministeren og afsløre, at udbydernes indtjening naturligvis består af de kunder, der faktisk betaler tilbage.

Min første leder valgte ikke mig. Han fik mig bare ind i sin afdeling. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Set i bakspejlet havde det nok også været bedre at vælge en anden end mig. Det var nemlig tydeligt for enhver, at det ikke var hans ønske at have mig. Jeg var ikke hans kop the.

Jeg er gammel nok til at huske, at vi da jeg var barn var der snak om at nu kom der altså robotter og tog vores jobs. Der blev vist videoer fra store produktioner, hvor robotter flyttede kasser fra ét samlebånd til et andet, og sorterede hurtigere end noget menneske kunne gøre. På sidelinjen stod de tidligere lagerarbejdere og kunne se maskiner overtage deres jobs, og parolen lød at det var fremtiden.

I dag ser det underligt ud når mennesker udfører manuelt samlebåndsarbejde, og det oser langt væk af ineffektivitet, når mennesker pakker varer. Det er dyrt at investere i automatiske anlæg, men det er på den lange bane ofte dyrere at bruge mennesker til at gøre det.

”Jeg er en proaktiv og loyal medarbejder, som altid følger mine opgaver til dørs og respekterer deadlines”.

Sådan lyder mange ansøgninger og det er da glædeligt, for det modsatte udsagn ville være vanvittigt, om end befriende ærligt. Men netop derfor er informationsværdien i ansøgninger oftest som en hyperbel: den nærmer sig nulpunktet, dog uden helt at ramme.

I weekenden udspillede sig endnu en scene i sagen om Ubers indtog på det danske marked. Taxachauffører lavede blokade på Kgs. Nytorv for at synliggøre deres frustration over kørselstjenestens indtog og scorede et selvmål af dimensioner. For det første er det de forkerte de rammer når de laver sådan en aktion, og for det andet viser de, at de dybest set ikke har forstået meget af hvorfor det er gået dem som det er. Det kan nemlig aldrig være de borgere som blev påvirket af deres blokade – eller de personer der er tilknyttet Uber som chauffører – som er skyld i situationen.

Hver eneste dag er 35.000 danskere sygemeldt med stress, og det skønnes at over 400.000 danskere har symptomer på alvorlig stress. Stress er et stigende folkesundhedsproblem, med menneskelige og økonomiske konsekvenser. De menneskelige er åbenlyse. For mange betyder stress social isolation, usikkerhed, meningsløshed og lavt selvværd. Det siger sig selv, at folk i den tilstand ikke kan præstere. Præstere kan man heller ikke når man er død, og det gør 1.400 danskere altså om året som følge af stress. Så mens vi soler os i rosen når internationale medier viser vores lille land opmærksomhed og beskriver hvor lykkeligt et folk vi er, og hvor meget vores samfundsmodel understøtter det fleksible arbejdsliv og det sunde familieliv, så er sagen altså bare den, at tallene umiddelbart bevidner om en stresset nation.

I Danmark er der godt 800.000 på offentlig forsørgelse.

Det er en høj andel af en lille befolkning, og det er værd at tage en debat, om det er gangbart, at så mange er afhængige af udbetalinger fra det offentlige. Men det er ikke et tal, der skal bruges i flæng, når der debatteres arbejdsmarked og arbejdsløshed. Reelt set har en stor del af de 800.000 nemlig intet med den debat at gøre. En stor del af de 800.000 er personer på barselsorlov, de er syge, førtidspensionister etc. Altså folk som er på offentlig forsørgelse, men ikke er disponible for arbejdsmarkedet, om der så var udbud af job til fuld beskæftigelse.

Det er enhver topleders mareridt at komme i en situation, hvor denne som repræsentant for virksomheden tvinges til at navigere i politisk farvand. For de ved det: de kan kun tabe. For det første taber de allerede ved at blive nævnt i de sammenhænge, og for det andet så taber de som regel også, når de påstår, at de er apolitiske. Det er de ikke. Virksomheder er kun apolitiske, indtil de tvinges til at træffe et valg.

Sagen med Den Korte Avis, hvor virksomheder på stribe trak deres annoncestøtte grundet mediets indvandrerkritiske journalistiske line, er interessant, for den tog mange af landets største virksomheder med bukserne nede om anklerne. Sitets journalistiske linje er jo ikke ny, og det er heller ikke nyt, at virksomhederne annoncerer på sitet. Det burde deres marketingsafdeling være helt klar over. Det eneste nye er, at det kom frem.

Infomedia har netop publiceret deres årlige analyse CEO Superbrand. Man kan mene, hvad man vil om den slags, og naturligvis stille spørgsmålstegn ved de ofte subjektive betragtninger, der ligger bag, når erhvervsjournalister og kommunikationsfolk sætter sig sammen med det formål at lave en målbar liste, på baggrund af noget der er meget lidt målbart.

Det svarer lidt til at se en fodboldkamp mellem Real Madrid og Barcelona, og selvom sidstnævnte måske har vundet 1-3, så udpeger man Real Madrid som vinder, fordi et panel har vurderet, at de var bedst ud fra en række parametre som sammenspil, fair play, trøjefarve og jubelscener.

Det nemmeste at gøre, når man som politiker er i valgkamp, er at love vælgerne bedre vilkår og allokere penge til udspil, der tilgodeser dem, der skal sætte deres kryds, og dermed sikre politikerens fremtid på Christiansborg. Det sværeste, og som regel derfor også det mest upopulære, er at skaffe pengene til at indfri løfterne.

Det er set før, at politikere bliver sat for døren grundet deres villighed til at gøre det første, men manglende evne til at gøre det sidste.