I 2016 blev der optaget kviklån for omkring en halv milliard kroner, og da godt hvert fjerde ikke bliver betalt tilbage til tiden, og hvert femte ender som en inkassosag, så det er naturligt, at det vækker politikernes interesse.

Regeringen kommer til efteråret med et udspil, der givetvis vil betyde stramninger. Erhvervsminister Rasmus Jarlov har allerede vist sig at skyde fra hoften, og har kaldt udbyderne for »banditter, der lever af at give lån til folk, som ikke kan betale dem tilbage«. Det lyder som en forholdsvis dårlig forretning at give penge væk, så lad mig korrigere ministeren og afsløre, at udbydernes indtjening naturligvis består af de kunder, der faktisk betaler tilbage.

Min første leder valgte ikke mig. Han fik mig bare ind i sin afdeling. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Set i bakspejlet havde det nok også været bedre at vælge en anden end mig. Det var nemlig tydeligt for enhver, at det ikke var hans ønske at have mig. Jeg var ikke hans kop the.

Når du læser denne artikel, så er det højest sandsynligt, fordi du har interesse for økonomi og politik. Det er endvidere overvejende sandsynligt, at du stemte borgerligt sidst, og synes skatten er for høj i Danmark. Du kan nå at lukke ned for det, der følger, vil du ikke bryde dig om.

Den dårlige nyhed er naturligvis tirsdagens opdatering fra regeringen, om at den skattereform, som regeringen fremlagde for et halvt års tid siden, nu endegyldigt er skrinlagt og absolut intet værd. Prisen blev for høj. Dansk Folkeparti blev for dyre at danse med.

Ofte høres det fra venstrefløjen, at kontanthjælpsloft, højere beskæftigelsesfradrag og andre økonomiske instrumenter, der kan øge folks motivation til at skifte passiv forsørgelse ud med et job, er sekundære motivationsfaktorer. Den egentlige motivation er den sociale gevinst ved at være i arbejde, lyder det.

Lige så ofte høres det dog fra samme kor, at der skal indføres skatter og afgifter for at adfærdsregulere befolkningen. Penge motiverer ikke den fattige til at tage et arbejde, men penge kan bruges til at demotivere den rige til ikke at købe en sportsvogn. Det må jo være logikken. Tilsyneladende er økonomiske motivationsfaktorer et tryllekort, som kan spilles fra begge sider alt afhængig af, hvad formålet er.

I oktober fremlagde regeringen sin strategi for fremme af deleøkonomien. Det var længe ventet. Jeg efterlyste det selv for næsten to år siden. Men hvad er det så, vi har ventet på?

Tilbage i begyndelsen af 2016 skrev jeg: »Jeg håber, det er mere end en informerende hjemmeside og et direkte nummer til en selvudnævnt ekspert/funktionær i ministeriet: Strategien skal være ambitiøs, visionær og med et bredt perspektiv.«

Regeringens strategi er i hovedtræk netop det: En informerende hjemmeside og en mail til eksperter i erhvervsministeriet. Læg dertil en stor mængde varm luft såsom »digitaliseringsklar lovgivning i EU« og »harmoniseret dataindsamling i EU-regi«, så har du regeringens strategi.

De liberale partier i regeringen i form af Liberal Alliance og Venstre, har de sidste par dage været ude med en charmeoffensiv hvis formål er at tilgodese de ca. 480.000 danskere som beskattes af fri telefon. Dette ved at regeringen som led i den kommende skattereform vil afskaffe beskatningen heraf. Det forlyder i charmeoffensiven, at man beskattes af at kunne passe sit arbejde udenfor normal kontortid.

Problemet med charmeoffensiven er desværre, at præmissen nok er trukket lige kreativt nok op. Det er jo ikke arbejdet udenfor kontortid man beskattes af, det er den private brug af telefon og data. Skulle man være i tvivl om dette, kan man med fordel læse SKAT’s egen vejledning, der tydeligt beskriver forholdet og forudsætningen.

Jeg er gammel nok til at huske, at vi da jeg var barn var der snak om at nu kom der altså robotter og tog vores jobs. Der blev vist videoer fra store produktioner, hvor robotter flyttede kasser fra ét samlebånd til et andet, og sorterede hurtigere end noget menneske kunne gøre. På sidelinjen stod de tidligere lagerarbejdere og kunne se maskiner overtage deres jobs, og parolen lød at det var fremtiden.

I dag ser det underligt ud når mennesker udfører manuelt samlebåndsarbejde, og det oser langt væk af ineffektivitet, når mennesker pakker varer. Det er dyrt at investere i automatiske anlæg, men det er på den lange bane ofte dyrere at bruge mennesker til at gøre det.

”Jeg er en proaktiv og loyal medarbejder, som altid følger mine opgaver til dørs og respekterer deadlines”.

Sådan lyder mange ansøgninger og det er da glædeligt, for det modsatte udsagn ville være vanvittigt, om end befriende ærligt. Men netop derfor er informationsværdien i ansøgninger oftest som en hyperbel: den nærmer sig nulpunktet, dog uden helt at ramme.

I weekenden udspillede sig endnu en scene i sagen om Ubers indtog på det danske marked. Taxachauffører lavede blokade på Kgs. Nytorv for at synliggøre deres frustration over kørselstjenestens indtog og scorede et selvmål af dimensioner. For det første er det de forkerte de rammer når de laver sådan en aktion, og for det andet viser de, at de dybest set ikke har forstået meget af hvorfor det er gået dem som det er. Det kan nemlig aldrig være de borgere som blev påvirket af deres blokade – eller de personer der er tilknyttet Uber som chauffører – som er skyld i situationen.

Hver eneste dag er 35.000 danskere sygemeldt med stress, og det skønnes at over 400.000 danskere har symptomer på alvorlig stress. Stress er et stigende folkesundhedsproblem, med menneskelige og økonomiske konsekvenser. De menneskelige er åbenlyse. For mange betyder stress social isolation, usikkerhed, meningsløshed og lavt selvværd. Det siger sig selv, at folk i den tilstand ikke kan præstere. Præstere kan man heller ikke når man er død, og det gør 1.400 danskere altså om året som følge af stress. Så mens vi soler os i rosen når internationale medier viser vores lille land opmærksomhed og beskriver hvor lykkeligt et folk vi er, og hvor meget vores samfundsmodel understøtter det fleksible arbejdsliv og det sunde familieliv, så er sagen altså bare den, at tallene umiddelbart bevidner om en stresset nation.