Betal bare din topskat med glæde – det bliver ikke anderledes

Når du læser denne artikel, så er det højest sandsynligt, fordi du har interesse for økonomi og politik. Det er endvidere overvejende sandsynligt, at du stemte borgerligt sidst, og synes skatten er for høj i Danmark. Du kan nå at lukke ned for det, der følger, vil du ikke bryde dig om.

Den dårlige nyhed er naturligvis tirsdagens opdatering fra regeringen, om at den skattereform, som regeringen fremlagde for et halvt års tid siden, nu endegyldigt er skrinlagt og absolut intet værd. Prisen blev for høj. Dansk Folkeparti blev for dyre at danse med.

Økonomien i Danmark har det ellers godt. Ledigheden er lav. De offentlige finanser er i god form, og tidligere gennemførte reformer har skabt et råderum i statsbudgettet på 37 mia. kr. frem til 2025. Med andre ord så ligger der en sukkerbold, der bare venter på at blive tyret i nettet. Vi har pengene til en skattereform af de store. Sagen er bare den: vi har ikke viljen, og så er den bare ikke meget længere. For hvis vi ikke med den nuværende økonomi, samt en borgerlig statsminister og det mest liberale parti i regering, ikke kan finde flertal for at give danskerne deres egne penge tilbage, så bliver det ikke til noget.

Sagen er nemlig rimelig simpel: tæl mandaterne. Danskerne foretrækker andre ting end lavere skat. Punktum.

Og så er der ingen grund til at blive sur på LA, fordi de ikke formåede. Eller sur på DF, fordi de ikke ville. De søger begge at anvende deres respektive mandater der, hvor deres indflydelse bliver størst, og tilgodeser flest af deres egne. DF har aldrig lovet historiske skattelettelser, og LA har aldrig arbejdet for at udvise mennesker, der kommer hertil og kan yde. De to partier ser meget forskelligt på en lang række områder, så konfrontationen var længe undervejs, men langt fra overraskende.

Man skal som bekendt mønstre 90 mandater for at få sin politik igennem. En hurtig tælling viser, at der kan findes lidt over halvdelen for skattelettelser i den størrelsesorden, der gør dem ”historiske”. Der er virkelig langt op til 90, og vi har for længst passeret det punkt, hvor antallet af vælgere, der er afhængige af en stor og gavmild offentlig sektor, er flere end os, der betaler for den.

Ligegyldigt hvordan kortene blandes, så har det parlamentariske flertal ret. Selv når det virker uretfærdigt. Selv når du føler, at du betaler for en konstruktion andre har valgt for dig. Det gør dog ikke nederlaget mere tåleligt, og regeringens nederlag er en kæmpe lussing til borgerlige vælger, der vægter lavere skat højere end symbolpolitik som burkaforbud og tiggerlov.

En lille bøn herfra skal dog lyde herfra: Vi borgerlige vælgere kan godt tælle, og vi har forståelse for, at man ikke kan få noget, der ikke er flertal for. Men lad være med at love os andet. Vi kunne som vælgere jo få den skøre tanke, at I var afstemte og havde forhandlet noget hjem bag de lukkede døre.