Her er de 3 mest urimelige skatter

Ofte høres det fra venstrefløjen, at kontanthjælpsloft, højere beskæftigelsesfradrag og andre økonomiske instrumenter, der kan øge folks motivation til at skifte passiv forsørgelse ud med et job, er sekundære motivationsfaktorer. Den egentlige motivation er den sociale gevinst ved at være i arbejde, lyder det.

Lige så ofte høres det dog fra samme kor, at der skal indføres skatter og afgifter for at adfærdsregulere befolkningen. Penge motiverer ikke den fattige til at tage et arbejde, men penge kan bruges til at demotivere den rige til ikke at købe en sportsvogn. Det må jo være logikken. Tilsyneladende er økonomiske motivationsfaktorer et tryllekort, som kan spilles fra begge sider alt afhængig af, hvad formålet er.

Ofte udstiller den form for dobbeltmoral dog sig selv. Det blev allerbedst illustreret forrige år, da en lokalafdeling i Enhedslisten ville have nedsat partiskatten markant, simpelthen fordi »den mindsker lysten til at arbejde med lokalpolitik«. Præcis, min røde ven, og hvad tror du så topskatten gør ved mig?

Skatter adfærdsregulerer, men er også nødvendige for at opretholde vores velfærdsmodel og for at sikre det økonomiske fundament, der gør, at de, der har det svært, får den hjælp, de har brug for. Det er rimeligt nok, at vi alle bidrager, og det er et sundt princip, at det udløser beskatning, når der skabes en værdi, samt at vi betaler afgifter, når vi forbruger.

Vi betaler skat af arbejde. Det er rimeligt nok i et fair omfang, og vi betaler afgifter når vi forbruger bl.a. benzin, der medfører kørsel, hvilket medfører forurening. Så langt så godt. Men så er der også de skatter og afgifter, som hverken er rimelige eller retfærdige, og hvis eksistensgrundlag ikke kan forklares som andet end, at staten har brug for pengene.

Lad mig derfor give jer min top-3 over de værste:

3. Registreringsafgiften

Det oprindelige formål med indførelsen af registreringsafgiften var at mindske importen af køretøjer og styrke handelsbalancen. Nu er det bare en cash cow, der frem til sidste år er steget og steget. Den udgør 150 procent af prisen over 104.300 kr. Vil du købe en almindelig bil til ca. 250.000 kr. skal du altså først betale moms, og derefter finde omkring det dobbelt af bilens oprindelige pris for også at betale registreringsafgiften.

Sagen er bare den, at biler sjældent er investeringsobjekter. Du kommer ikke til at optjene værdi af din bil, selve forbruget betaler du allerede via ejerafgift og afgifter på benzin. Og omkostningen til drift af veje er stærkt overfinansieret. Du bliver altså bare brandbeskattet, fordi, ja, sådan er det bare, når du køber en bil på den forkerte side af Øresundsbroen og nord for den tyske grænse.

2. Boafgift

Når arv går videre til arvingen er pengene allerede beskattet. Det kan være, at en 80-årig kvinde har knoklet hele sit liv, betalt sine skatter og efterladt lidt til sine børn. Gode og rene nettokroner som – fordi de skifter ejer fra mor til børn – pålægges en afgift. Men hvorfor? Der er ingen merværdi skabt, der er intet træk på fællesskabets ressourcer. Der er simpelthen en kvinde, der er død, og nogle børn, der har arvet. En simpel banktransaktion skal foretages, og det udløser, at staten tager sin del. Det er slet og ret uretfærdigt.

1. Boligskatter

De nyligt forhandlede boligskatter tager listens førsteplads. Den førnævnte dame bliver nemlig ikke kun brandbeskattet efter sin død. Staten beskatter hende også i levende live. Af ingenting, vel at mærke. Hun kan således bo i hus på en villavej i Bagsværd uden at skylde en krone i huset, uden nogen som helst plan om at sælge huset og stadig være skattepligtig. Hun skaber ingen værdi. Hun ligger ingen til last. Hun bor i sin egen ejendom, på sin egen jord, hun ender måske endda sine dage i sit eget hus.

Og alt imens så skal der betales grundskyld og ejendomsværdiskat på baggrund af vurderinger, som staten så endda selv fastsætter. Staten kræver sin del af, ja, hvad? Beboelse? Et stille liv i eget hus på en villavej? Livet med ejendom? Det er svært at forklare og endnu sværere at forsvare.

Jeg tror, de fleste gerne vil betale en rimelig skat. Men denne top-3 er eksempler på en virkelighed i Danmark, hvor politikerne har ladet skattesystemet udvikle sig i en retning, hvor retfærdig og forståelig skat ikke er et formål, men hvor skatten er et instrument til at sikre så stor en statslig indtægt som muligt. Ofte på bekostning af retfærdighed og sund fornuft.