Regeringens strategi for deleøkonomi overser elefanten i rummet

I oktober fremlagde regeringen sin strategi for fremme af deleøkonomien. Det var længe ventet. Jeg efterlyste det selv for næsten to år siden. Men hvad er det så, vi har ventet på?

Tilbage i begyndelsen af 2016 skrev jeg: »Jeg håber, det er mere end en informerende hjemmeside og et direkte nummer til en selvudnævnt ekspert/funktionær i ministeriet: Strategien skal være ambitiøs, visionær og med et bredt perspektiv.«

Regeringens strategi er i hovedtræk netop det: En informerende hjemmeside og en mail til eksperter i erhvervsministeriet. Læg dertil en stor mængde varm luft såsom »digitaliseringsklar lovgivning i EU« og »harmoniseret dataindsamling i EU-regi«, så har du regeringens strategi.

Strategien er akkurat så bred, som man kunne forvente. Og regeringen nøjes med floskler og hensigter, når det kommer til sagens kerne. Elefanten i rummet er naturligvis: Sort arbejde.

Hvis man for alvor vil slippe deleøkonomien fri og skabe vækst, så kræver det tillid til forretningsmodellerne. Her skal vi sikre, at folk, der tjener penge på deleøkonomi, beskattes retteligt. Der er ikke så meget at diskutere. Enhver indtægt, som man får via alt fra rengøring til udleje af bil, er skattepligtig indkomst. Præcis som omkostningerne forbundet herved er fradragsberettigede.

Ifølge en undersøgelse fra konsulenthuset Deloitte indrømmer 19 pct., at de ved udleje af deres lejlighed kun har opgivet en del af lejeindtægten. Hele 21 pct. siger, at de slet ikke har opgivet noget. Det er altså 40 pct. af de adspurgte, der snyder.

Jeg ved ikke, om min rengøringshjælp betaler skat. Jeg håber det, men jeg ved det ikke. Jeg får en faktura, men jeg kan ikke vælge en udbyder, der samarbejder med Skat. Selvom udbyderne på markedet selv efterlyser automatiseret indberetning, har Skat ikke fået den slags stablet på benene.

Lige nu er der dermed frit spil for snyderi, hvis man har en sideindtægt i deleøkonomien. Det er op til folks samvittighed, om de vil betale skat. Den form for samvittighed er der historisk set grund til at tvivle på. Der er én og kun én grund til, at vi som samfund går glip af den indtægt: Skat arbejder simpelthen langsommere, end innovationen bevæger sig.

Man sidder med en fornemmelse af, at det igen er flaskehalsen i Skat, som koster danskerne penge. Det er desværre blevet en tendens. Skat står mere i vejen, end godt er. Det kan simpelthen ikke passe, at det tager så mange år at udvikle et indberetningssystem, som sikrer staten en væsentlige indtægt. Regeringen udtaler andetsteds, at der er en løsning på vej senest i 2019. Men til den tid vil en løsning på det mest åbenlyse problem have været omkring fem år undervejs. Derefter skal det implementeres. Af Skat.

Ret skal være ret: Strategien er et skridt mod større klarhed, og nemmere adgang til hjælp. Men jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange ressourcer, der er brugt, mens det centrale problem stadig står ligeså åbent som kassen i Skats udbyttekontrol.