Du har ikke stress. Du har work-life ubalance.

Hver eneste dag er 35.000 danskere sygemeldt med stress, og det skønnes at over 400.000 danskere har symptomer på alvorlig stress. Stress er et stigende folkesundhedsproblem, med menneskelige og økonomiske konsekvenser. De menneskelige er åbenlyse. For mange betyder stress social isolation, usikkerhed, meningsløshed og lavt selvværd. Det siger sig selv, at folk i den tilstand ikke kan præstere. Præstere kan man heller ikke når man er død, og det gør 1.400 danskere altså om året som følge af stress. Så mens vi soler os i rosen når internationale medier viser vores lille land opmærksomhed og beskriver hvor lykkeligt et folk vi er, og hvor meget vores samfundsmodel understøtter det fleksible arbejdsliv og det sunde familieliv, så er sagen altså bare den, at tallene umiddelbart bevidner om en stresset nation.

De økonomiske konsekvenser er heller ikke ubetydelige, og opgøres til omkring 14 mia. DKK om året. Heraf betaler virksomheder en stor del af regningen i form af lønudbetalinger, erstatning af medarbejdere og tabt produktion. Så det er klart, at virksomheder har stor interesse i forhold til at undgå stressede medarbejdere, og derfor opererer mange virksomheder allerede med stresspolitikker. Alt for ofte bliver stresspolitiker bare så uendeligt stereotype og indholdsløse. Styregrupper, trivselsundersøgelser og sådan-siger-du-fra”-min-bare-røv. Det er da fint nok med et beredskab, men det er bare så vanvittigt konformt og retroperspektivt at udarbejde politikker for håndtering af skaden når den er sket, og ikke tage stilling til hvordan skaden undgås.

For hvad nu hvis folk ikke bliver stressede pga. arbejdet? Hvad hvis det ikke er mængden af opgaver på bordet, de korte deadlines eller travlhed i afdelingen der forårsager stress? Hvad hvis de mange stressede danskere i højere grad er et udtryk for hvordan vi lever i dag? Vi vil jo det hele: den gloværdige karriere, hente vores børn tidligt, tjene så meget at drømmen om det store hus, rejserne og konebilen kan realiseres. Og vi vil også træne og holde os i form. Læg selv flere til. Alt dette i en tid hvor arbejdet og fritiden smelter sammen for rigtigt mange.  Déri består problemet nok snarere, ofte ikke i arbejdet i sig selv. Symptomerne på stress og ubalance har mange fællesnævnere, men ofte er stress udløst af en længere periode med ubalance.

For nogle måneder siden så jeg et jobopslag hvori der stod, at det var virksomhedens politik at ingen måtte have arbejdsmail installeret på deres smartphone. Ikke bare en opfordring, en politik. Ingen mails om aftenen, ingen grund til at tjekke, de andre skriver alligevel ikke til dig. Dét er fremtiden. Det, og så virksomheder der allokerer medarbejdertid til at dyrke balancen.

Jeg tror at stresspolitikkerne ret hurtigt bliver fortid, og vil blive erstattet af mere tidssvarende politikker for Work-life balance. Politiker med konkret stillingtagen til hvordan medarbejdere får værktøjerne til at finde balance i forholdet mellem arbejdet og fritiden, for vi præsterer bare bedst når vi er i balance, det siger sig selv.

Work-life balance er ikke noget nyt begreb, så tilløbet har været langt, men jeg vover alligevel pelsen og påstår, at det i de kommende år står foran et reelt gennembrud i bevidstheden hos danske virksomheder. Det starter bare ikke med en konsulent der kommer ud med sine slides, eller en politik i et google doc ingen alligevel læser. Det starter med den modige ledelse der tør praktisere politikken by example, og som derudover implementerer konkrete tiltag der understøtter medarbejdernes work-life balance. Jeg tror at vi om ti år ser work-life som en naturlig del af en virksomheds image, som employer branding, det som gør virksomheden attraktiv. For work-life balance er et spørgsmål om at skabe rammer for præstation, og præstation er bundlinje.