Hellere en aktiv udlænding end en passiv dansker

I Danmark er der godt 800.000 på offentlig forsørgelse.

Det er en høj andel af en lille befolkning, og det er værd at tage en debat, om det er gangbart, at så mange er afhængige af udbetalinger fra det offentlige. Men det er ikke et tal, der skal bruges i flæng, når der debatteres arbejdsmarked og arbejdsløshed. Reelt set har en stor del af de 800.000 nemlig intet med den debat at gøre. En stor del af de 800.000 er personer på barselsorlov, de er syge, førtidspensionister etc. Altså folk som er på offentlig forsørgelse, men ikke er disponible for arbejdsmarkedet, om der så var udbud af job til fuld beskæftigelse.

Tilbage står et tal, som økonomer vurderer til at være omkring 160.000. Altså de, som reelt godt kan varetage et job, men som af den ene eller anden grund ikke er i job. Udfordringen består naturligvis i at skabe jobs, som de ledige kan få, men det er jo bare ikke en simpel øvelse. For hvad hvis dem, der er tilgængelige, og som ville kunne tage et job i morgen, ikke er dem vi har brug for?

Hvad hvis der er for mange, der har taget lange uddannelser i en retning, som ikke efterspørges? Hvad hvis de, der skal skabes jobs til, er så ringe uddannet, at producerende virksomheder, der efterspørger ufaglært arbejdskraft, går udenom et land med høje produktionsomkostninger som Danmark? Man kan som bekendt ikke gøre en ufaglært til en dygtig ingeniør, bare fordi jobbet er tilgængeligt.

Så reelt står vi overfor den udfordring at ligegyldigt, hvor dygtige vi er til at skabe jobs, så vil det kræve mere end ualmindeligt held, hvis vi skulle formå at skabe arbejdspladser, der nøjagtigt matcher de lediges kompetencer. Eller for at sige det, som det er: det kommer ikke til at ske.

Der vil altid være en gruppe i Danmark, hvis kompetencer ikke efterspørges, og som ikke kan omskoles fra den ene dag til den anden. Det er en gruppe, vi med stor sandsynlighed taber på jorden. De er tabere i systemet. Derudover tyder meget på, at der i fremtiden efterspørges kompetencer, som vi simpelthen ikke har. Vores problem er altså, at vi udbetaler ydelser til borgere, vi ikke kan få i arbejde, og at der efterspørges en ydelse, vi ikke kan finde folk til at udføre. Begge dele er lige alvorligt.

I den verden jeg kommer fra, nemlig erhvervslivet, er der tre måder at skabe resultater på. Du kan skære i omkostningerne, hvilket som regel er en effektiv, men kortsigtet metode. Den kan også efterlade langsigtede udfordringer. Den anden strategi er ved at vokse toplinjen. Den tredje metode er en kombination, og den er som regel den klogeste.

Vi skal naturligvis tilsigte at få så mange af vores ledige som muligt i job, og dermed minimere omkostningerne, men vi må ikke sidde og stirre os blinde på denne øvelse uden at tage den anden alvorligt; at sikre at Danmark har de kompetencer, der skal til for at drive vækst for danske virksomheder. Og er det ikke er muligt at finde de rette kompetencer herhjemme, skal vi droppe vores provinsielle tilgang til udenlandsk arbejdskraft.

Det er noget værre sludder, når folk påstår, at udlændingene tager ”vores arbejde” og i øvrigt kun er her for velværdsydelser. For det første: der findes ikke noget der er ”jeres” arbejde. Der findes kun arbejdsgivere, der ansætter dem, der gør det bedste job til den rette løn. Det har globaliseringen for alvor synliggjort. Vi kan tude og spille sangen om den danske model fra nu af og til dommedag, eller vi kan hoppe med på vognen.

Hvis man som arbejdsløs føler, at andre tager det arbejde, som man mener sig i stand til at varetage, så er det ikke de fremmedes skyld.

For det andet: undersøgelser viser, at der er betragtelige nettogevinster for statskassen per østeuropæer i Danmark. Det samme gør sig i øvrigt gældende i Sverige. Der er altså ikke bevist for de påstande, vi hyppigt hører i debatten. Eller som TV2 sang i 80’erne: »Fyren fuld af sprut og dansk logik, de ta´r alt det vi andre aldrig fik«. Problemet er bare, at vi 30 år efter disse ord blev sunget stadig drikker og bruger dansk logik.

Meget tyder på, at vi i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft indenfor en række områder. Særligt specialister og højtuddannede. Der er flere eksempler på, at danske virksomheder efterspørger bl.a. it-medarbejdere til konkrete opgaver, men har problemer med at skaffe folk. Det koster statskassen penge.

I 2014 var der 35.000 opslag efter udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Tendensen fortsætter som en naturlig del af globaliseringen. Hvis vi skal forbedre vores konkurrenceevne, og opretholde velfærd på det niveau, som vi kender, er det vigtigt at vi holder gang i hjulene og skaber job.

For hver 1.000 udlænding, som vi trækker til Danmark med en lang videregående uddannelse, kommer der 500 danske jobs. Det er et potentiale vi ikke må sidde overhørigt. Det er vigtigt, at vi ikke fremstår som et land, der lukker sig sammen om sig selv, når det kommer til udlændinge. Det er vigtigt, at Danmark er et attraktivt land at arbejde i – og at vi stiller krav til de udlændinge, der kommer hertil.

Selvom vi har åbenlyse problemer med integration, så har vi også mange herboende, integrerede og skattebetalende udlændinge. Dem skal vi se på som værdifulde ressourcer – en gevinst for arbejdsmarkedet og samfundet. Intet samfund er mere fattigt end det samfund, der ikke ser værdien i mangfoldighed. Og der er flere af dem derude, der stadig ser Danmark som et godt sted at bo og arbejde, og dem skal vi tiltrække.

Vi har brug for dem til at redde os selv.