Kan en virksomhed være apolitisk?

Det er enhver topleders mareridt at komme i en situation, hvor denne som repræsentant for virksomheden tvinges til at navigere i politisk farvand. For de ved det: de kan kun tabe. For det første taber de allerede ved at blive nævnt i de sammenhænge, og for det andet så taber de som regel også, når de påstår, at de er apolitiske. Det er de ikke. Virksomheder er kun apolitiske, indtil de tvinges til at træffe et valg.

Sagen med Den Korte Avis, hvor virksomheder på stribe trak deres annoncestøtte grundet mediets indvandrerkritiske journalistiske line, er interessant, for den tog mange af landets største virksomheder med bukserne nede om anklerne. Sitets journalistiske linje er jo ikke ny, og det er heller ikke nyt, at virksomhederne annoncerer på sitet. Det burde deres marketingsafdeling være helt klar over. Det eneste nye er, at det kom frem.

Det er set flere gange før, at virksomheder ufrivilligt må tage politisk stilling. Lundbeck måtte for nogle år siden tage stilling til dødsstraf, og Legos klodser er af flere omgange blevet brugt i sammenhænge, der har gjort, at Lego har måttet forsøge at tage stilling. Det er en øvelse i PR og kommunikation, der kræver, at man holder tungen lige i munden.

Indholdet på Den Korte Avis er ikke min kop the. Jeg synes tonen er uværdig, og derfor bruger jeg ikke så meget som ét sekund af mit liv på sitet. Enhver annoncekrone i den sammenhæng er altså spildt på mig. Det er nu engang den mest effektive måde at tage afstand til ytringer, man ikke bryder sig om at læse. Men Den Korte Avis er, om man kan lide det eller ej, altså et medie der, mig bekendt, aldrig er blevet dømt for at overtræde dansk lovgivning. Det er vigtigt at huske. Man være enig eller uenig i indholdet, men det er ikke ulovligt, og enhver afstandtagen til sitet er dermed politisk motiveret.

Det startede med Nordea, og derfra blev det bare pinligt og dobbeltmoralsk. Nogle af de boykottende virksomheder forsøgte sig endda med argumenter om, at de havde trukket deres annoncer, fordi der var løgn i artiklerne på Den Korte Avis. Hvis man som marketingchef kun vil annoncere i medier, man ved ikke har trykt løgne, så har man en stor opgave forude. Man ender nok med at have ingen steder at annoncere. Forklaringen er tynd, men den er interessant ud fra et kommunikationsperspektiv, fordi den er et udtryk for at virksomhederne simpelthen ikke var parate.

Hos Just-Eat valgte man at udtale sig, og ikke bare stikke hovedet i busken. Således udtalte virksomhedens marketingdirektør, at ”det er en konsekvens af, at vores annoncering blev tolket politisk, og det ønsker vi ikke. Vi er en simpel virksomhed, der ikke er politisk”. Det lyder jo fornuftigt nok. Sagen er bare den, at hvis man handler anderledes end man plejer for at undgå at blive politisk, så er det akkurat det, man bliver – altså politisk. Så Just-Eat er politisk. Nu er de. Og Nordea er. Og mange andre er.

De er politiske i den forstand, at de tager politisk afstand til et medies fuldstændigt lovlige indvandrerkritiske linje. Deres apolitiske mødom er brast med et brag, de er politiske, om de indrømmer det eller ej. Det er bare et spørgsmål om, hvor meget de vil lyve for sig selv.

Så lad os nu bare kalde barnet ved dets rette navn. Den eneste og absolut eneste grund til, at sagen blev politisk, er pga. udlændingeperspektivet. Ingen andre emner indenfor lovgivningen ville have fået så mange virksomheder til at reagere. Udlændingespørgsmålet er bare den varme kartoffel, vi alle kan ende at sidde med. Det er nemt nok at være mangfoldig, hvis man ikke har noget på spil, og det er nemt nok at sidde til en middag og ytre, at »man ikke er racist, men..«. Det er bare sværere, når det er en virksomhed, man repræsenterer. En virksomhed, der helst vil have så mange kunder som muligt. Og her bliver udlændingespørgsmålet bare den elefant i rummet, som virksomhedsledere helst ville ønske kunne forsvinde.

Det er så meget nemmere at tage stilling til menneskerettigheder, korruption, arbejds- og miljøvilkår. Men at være indvandrerkritisk er ikke stuerent. Men det er heller ikke ulovligt, og virksomheder af en vis størrelse har som regel både medarbejdere og kunder fordelt over hele den politiske linje. Det kan således aldrig være en virksomhedsleders opgave at bestemme, hvad der er de rigtige og de forkerte holdninger, så længe de overholder gældende lovgivning. Men derfor kan man vel godt tage stilling og stå ved det.

For de mange virksomheder, der bukkede under for frygten for internetfordømmelse og kundeflugt, er sagen den, at de dermed har sat sig selv i en underlig situation. Kan man droppe sin annoncering på et medie, hvis journalistiske linje er indvandrerkritisk, men samtidig byde mediets skribenter velkomne som kunder? Som medarbejdere? Kan man fravælge annoncører på baggrund af politiske holdninger, men byde de samme personer velkomne som kunder, uden dermed at være hamrende hykleriske? Kan man sige, at man ikke vil støtte indvandrerkritiske samarbejdspartnere økonomisk, men at man godt vil have deres penge? Den Korte Avis har jo også en bank, og brugerne af sitet køber vel også pizzaer, ligesom sitets skribenter, da også køber elektronik.

Så for at svare på spørgsmålet: Kan en virksomhed være apolitisk? Den kan da prøve, hvis den tør. Men det går kun indtil den bliver opdaget, og tvunget frem fra sit skjul. Det er ingen skam som virksomhed at foretage en politisk stillingtagen, for den behøver ikke være lig med navngivne partiers. Den kan også bare være et værdigrundlag. Men som det oftest er med politik og kommunikation, så bliver resultatet bare bedst, når man selv bestemmer indholdet og tempoet. Det er som regel klogere at tage stilling, mens man selv kan styre slagets gang, fremfor at havne i en situation, hvor omstændighederne påkræver det, og man dermed risikerer at se dum ud.