Nok om toppen, sænk bunden for hver en pris

I forbindelse med folketingets åbning hørte jeg noget så skævt, at jeg måtte se klippet flere gange for at være sikker på at jeg hørte rigtigt.

Enhedslistens Pernille Skipper udtalte, at der ikke skal være en nævneværdig økonomisk forskel på at være på passiv forsørgelse og på at have et job, simpelthen fordi vi alle kan havne i den uheldige situation. Det kan vi, men det kan kun være en ideolog uden nævneværdig erfaring fra arbejdsmarkedet, der kan udtale sig sådan.

Og det er det faktisk akkurat tilfældet med Pernille Skipper.

Jeg er liberal, og har derfor meget stor tillid til individet. Men jeg nægter at tro på, at en model, som den Skipper advokerer for, vil medføre, at folk tager på arbejde hver dag, frem for at vælge den frihed, der ligger i en hverdag på passiv forsørgelse. Med mindre der naturligvis er en økonomisk gevinst.

Det siger sig selv, at den sociale gevinst, der er i form af at være i beskæftigelse, naturligvis ikke er nok. Der skal være en økonomisk gevinst, og den gevinst skal være markant større end den er i dag, og også større end den regeringen arbejder hen imod. Det er simpelthen ikke nok at sparke nedad, som indførelsen af kontanthjælpsloftet jo reelt er et udtryk for, og når alt kommer til alt, så er det største problem med debatten om kontanthjælpsloft, og hvorvidt det kan betale sig at arbejde eller ej, at vi overhovedet har debatten.

Det er således fuldkomment ligegyldigt om den ene politiker regner rigtigt eller forkert, og det er spild af tid at snakke om buskort og fripladser, samt at se den ene kontanthjælpsmodtager fremlægge det ene private budget efter det andet. Spar mig for indblikket, jeg er oprigtig ligeglad. De penge er jeres. At der er for mange af dem, er en fælles sag, men hvad I bruger dem til, det er jeres sag.

For min skyld kan I ryge 40 smøger om dagen og gå både til rollespil og badminton, det provokerer mig ikke det mindste. Det, der provokerer mig, er, at vi er nødt til at have debatten.

For den omstændighed at vi til stadighed diskuterer emnet, og at der tilsyneladende er folk på overførselsindkomst i Danmark, der tager regnemaskinen frem for at finde ud af, hvor stor eller lille deres gevinst er ved at skifte passiv forsørgelse ud med et lavindkomstjob, bevidner at gevinsten er alt for lille. Det burde de facto give så markant en gevinst at skifte passiv forsørgelse ud med et skattebidragende job, at det var noget, man ikke burde bruge så meget som ét sekund at regne på, for at beslutte sig om man gider i arbejde – og det burde være uden for diskussion, at hvis nogen tilbyder en person på passiv forsørgelse at køre taxa, så svares der ja på stedet.

Men der er debat, og det er der, fordi vi overvejende stemmer på politikere, der står på mål for vores egennytte. Det siger sig selv, at hvis man er afhængig af passiv forsørgelse, så stemmer gennemsnitsvælgeren på partier, der sikrer dette, og omvendt, hvis man føler, man betaler for meget i skat, så stemmer man på partier, der vil sænke denne. Men der er altså ikke meget fornuft i at opretholde en høj bundskat på arbejde, udelukkende fordi det ellers er synd for dem uden. Det er ren og skær misundelse, og det er sjældent kønt.

Der er tilsyneladende ikke flertal for afskaffelse af topskatten, hvor meget det end giver mening. Men vi overlever nok, os som den liberale regering vil spise af med fem procent i lettelser. Vi har også i højere grad brug for et seriøst opgør med den uretfærdighed som den skæve incitamentsstruktur medfører. Det er dyrt at hæve grænsen for, hvornår man betaler skat af sin indkomst på arbejde, men det er retfærdigt og nødvendigt at gøre det.