Er kvindelige CEOs dårlige til at brande sig?

Infomedia har netop publiceret deres årlige analyse CEO Superbrand. Man kan mene, hvad man vil om den slags, og naturligvis stille spørgsmålstegn ved de ofte subjektive betragtninger, der ligger bag, når erhvervsjournalister og kommunikationsfolk sætter sig sammen med det formål at lave en målbar liste, på baggrund af noget der er meget lidt målbart.

Det svarer lidt til at se en fodboldkamp mellem Real Madrid og Barcelona, og selvom sidstnævnte måske har vundet 1-3, så udpeger man Real Madrid som vinder, fordi et panel har vurderet, at de var bedst ud fra en række parametre som sammenspil, fair play, trøjefarve og jubelscener.

Men når det er bemærket, så synes jeg faktisk, at den slags kåringer er interessante, og under alle omstændigheder så giver den læseren et fint nok indtryk af erhvervslivets absolutte sværvægtere, herunder hvad de er gode til. Infomedia har således vurderet på baggrund af strategiske kompetencer, økonomisk performance, faglighed og markedskendskab, samfundsansvar, kommunikative evner, medarbejdere og organisation samt innovation og kreativitet. Overordnet fint nok til at blive interessant, efter min mening.

Så når vi har hyldet Lars Rebien for sin 1. plads, og genset og smilet over Jørgen Vig Knudstorps Everything is awesome-dans, så står der altså tilbage, at kvindelige ledere mest af alt bemærker sig på listen ved deres fravær.

Ikke én kvinde i top 20. Og ud af de 40 udvalgte, har Infomedia altså kun fundet anledning til at vurdere tre, eller sølle 7,5% af de samlede udvalgte. I øvrigt en stigning på én kvinde i forhold til selvsamme kåring i 2014, så med den udvikling in mente kan vi forvente fuld ligestilling i 2032…

Analysen vurderer heldigvis ikke deltagernes fulde faglighed, så der er masser af dygtige kvindelige ledere uden for listen, og ditto mandlige. Men der er al mulig grund til at konkludere, at kvinder som absolutte topledere enten er fraværende, eller dårlige til at brande sig selv. Nok mest korrekt: en kombination af begge.

Og det er bare så ærgerligt, at vi ikke er kommet længere, for selvom vi har trampet rundt i debatten om kvinder som topledere i evigheder, herunder kvinders behov for at vægte familieliv højt og det uomtvistelige faktum, at det nu engang er kvinder, der føder børn, og ofte på et tidspunkt hvor satsning på karriere er vigtig, så synes jeg, at vi mangler en kvindelig rockstjerne.

Det er ikke mange, der vil påstå, at nummer 1 ikke ligeså kunne være en kvinde, for naturligvis kan kvinder satse på karriere, og naturligvis kan et familieliv skrues sammen på en måde, der gør, at kvinden i familien shiner og bliver dansk erhvervslivs superbrand, men det er bare ikke sket, og listen taget i betragtning er der heller ikke meget, der tyder på, at det er lige ved at ske.

Det er ærgerligt, for naturligvis motiveres kvinder af forbilleder, akkurat som mænd gør det. Så mens vi tilsyneladende venter på Godot og den tiltrængte ligestilling, så kan vi glæde os over, at en god dans kun er god branding i forbindelse med gode resultater.