11.995 kr. for kaffe med fremmede?

Jeg har det sidste år oplevet en ret massiv stigning i antal henvendelser fra udbydere af ledernetværk. Henvendelser der som regel kommer kort tid efter et anonymt besøg på min Linkedin-profil. Jeg ved fra dem der kender mig bedst, at jeg på ingen måde er blevet helt vildt interessant indenfor det sidste år, så jeg formoder at det må skyldes en ændring i branchens udbud.

Netværksfacilitering virker til at være et område der har gennemgået en eksplosiv udvikling, og nu består af en meget lang række af udbydere. Udbydere som det ret beset er svært at skelne fra hinanden.

Det er tilsyneladende ikke kun mig der har svært ved at skelne. Fælles for dem der kontakter mig er nemlig, at de heller ikke selv kan. Ingen af dem der har henvendt sig, har været i stand til at forklare, hvilken attraktiv ydelse de har, som de andre ikke har. De nævner altid floskler som coaching, inspirerende miljø, værdiskabelse samt aktualitet, og påstår alle at de er eksklusive og at jeg er nøje udvalgt fordi jeg lige passer ind i netværket, hvor der meget belejligt er en eftertragtet plads ledig lige nu…

Jeg er en stor dyrker af netværk gennem de sidste 15 år, og drikker ofte kaffe med folk jeg kun kender fra LinkedIn. Det har jeg gennem årene fået meget ud af at gøre, mens jeg til gengæld har fået meget lidt ud af de såkaldte netværk. Jeg betvivler egentlig ikke værdien, ligesom jeg er overbevist om at det kan virke for andre. Min egen erfaring er bare virkelig dårlig.

Men nu hvor konkurrencen på området tilsyneladende er benhård, og jeg åbenbart er sådan én man kontakter, så vil jeg godt tillade mig at komme med tre gode råd til udbyderne:

1.     Drop pistolsalget. Jeg har aldrig i mit liv købt noget af en person der ringer mig op og læser op fra en skærm. Aldrig. Når personen samtidig ikke kan svare på basale spørgsmål om ydelsen, så bliver jeg irriteret.

2.     Drop matching klichéerne. De fleste ledere har allerede via deres job en bred omgang med dygtige folk. Jeg har daglig omgang med folk der er fagligt kompetente, og jeg møder ofte personer der inspirerer mig. Jeg kan ikke se hvordan I – helt uden at kende mig – kan matche mig med andre i en grad jeg ikke selv formår.

3.     Skil jer ud. I ligner hinanden, jeres ydelse er stort set identiske og jeg kan vitterlig ikke kende forskel. Det er dårlig forretning for jer. Find på noget der er mere end traditionel facilitering. Noget der er interessant. Nyt. Noget der giver kant og gør jer genkendelige og attraktive.

De bedste råd er ofte gratis, og det er ovenstående tre også. Om I vil bruge dem er op til jer selv, men jeg ved at mange i min omgangskreds har samme oplevelse som jeg, og det ville da være ærgerligt hvis I bliver ved med at spilde jeres og vores tid når I har chancen for at lave noget der kunne skabe værdi.