Skattepolitik er familiepolitik

Når jeg snakker med venner og bekendte, og vi kommer ind på det svære dilemma at få livet med småbørn til at hænge sammen med karrieren, så ender som regel med, at nogle rundt om bordet ytrer ønsket om at gå på deltid. Men det affejes altid som et drømmescenarie.

Det er der ikke noget at sige til. For mange børnefamilier vil der givetvis være stor værdi i at lade den ene part arbejde lidt mindre, som man ser langt hyppigere i f.eks. Tyskland, og på den måde få hverdagen til at hænge lidt bedre sammen i en periode med småbørn. For mange familier forbliver det ved drømmen. Oftest fordi økonomien ikke er til det.

Den drøm skyder beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og børne-, undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) nu endegyldigt ned. Ifølge dem skal danske forældre ikke arbejde mindre, men mere. De mener bl.a., at en del af løsningen er, at kommunerne skal være mere fleksible omkring åbningstider i dagsinstitutionerne. Således udtaler Jørn Neergaard Larsen: »Vi skal udvikle de offentlige servicer, så forældrene kan have en betinget tillid til vuggestuer, børnehaver og skoler. Og så skal de være åbne, når forældrene har brug for dem (…) vi skal udvikle de offentlige services.«

Det er værd at læse to gange.

Er det seriøst liberal politik, at kommunale institutioner skal løse arbejdsmarkedets problemer? Det er næsten komisk. Især når selvsamme ‘liberale’ regering ikke nævner liberalisering af pasningsområdet med ét eneste ord.

For vi har da problemer på arbejdsmarkedet, især når det kommer til at finde den rette balance mellem arbejds- og familieliv. Stress er blevet en folkesygdom, danskerne føler sig fortravlede og sjældent er det pga. arbejdet, men i højere grad misforholdet mellem arbejde og familie. Så selvom Jørn Neergaard Larsen påstår, at forældre ikke arbejder særligt mere i forhold til i andre lande, så kan Center for Familie- og Arbejdsliv berette, at de danske par og forældre arbejder mere end det europæiske gennemsnit. Og langt mere end lande vi normalt sammenligner os med.

At løsningen skulle være mere fleksible daginstitutioner virker søgt. Det er således bare få uger siden, at pædagogernes fagforbund, BUPL, bekræftede, hvordan de lange dage i institution har negativ påvirkning for »en pæn gruppe« børn. At begynde at sætte den gruppe i institution om aftenen eller weekenden, fordi mor og far skal arbejde, forekommer direkte ansvarsløst. Naturligvis skal løsningen findes et andet sted, det siger næsten sig selv.

Udmeldingen fra regeringen viser desværre en afgrundsdyb kløft mellem den tendens, der er fremherskende i erhvervslivet, og regeringens arbejde når det kommer til familiepolitik.

Lad os tage tendensen først. Som familiefar finder jeg den noget mere opløftende end regeringens udmeldinger. Erhvervslivet er dybt afhængige af dets evne til at tilpasse sig udbuddet af arbejdskraft og virke attraktive overfor den bedste af slagsen. Og jeg tror udviklingen går mod endnu højere fokus på den rette balance mellem arbejds- og familieliv. Det virker som en logisk konsekvens af mange år med flere og flere stressmeldinger, at erhvervslivet nu i højere grad kommer til at konkurrere på ansættelsesvilkår, der sikrer denne balance.

Allerede nu forhandler medarbejdere gerne om en 6. ferieuge på bekostning af løn. Og virksomheder tilbyder forskellige former for afstressende aktiviteter. Det nyeste er, at man nu ser jobopslag, der tilkendegiver, at virksomheden tror på, at de bedste medarbejdere også formår at holde fri, og at aftenen f.eks. er mailfri zone. Jeg tror, at det bare er begyndelsen.

Vi vil se virksomheder markedsføre sig selv overfor kandidater med attraktive vilkår, der tager hensyn til det hele menneske, herunder et arbejdsmiljø, der sikrer balance. For erhvervslivet ved, at en glad og sund medarbejder på en 37 timers arbejdsuge og balance i familielivet skaber mere værdi, end en udbrændt stressramt medarbejder på en 60 timers arbejdsuge.

Når det kommer til familiepolitik er formlen ret simpel: Den bedste familiepolitik, er den, der tager hånd om de ressourcesvage, samtidig med at den sikrer ressourcestærke familier det råderum, der gør, at de har handlefrihed til at tilrettelægge det liv, der hænger bedst sammen for dem.

Penge mellem hænderne virker, for det skaber frihed og frihed kan tilrettelægges individuelt. Derfor er skattepolitik også familiepolitik. Ligesom socialpolitik i øvrigt er det. Skatten skal sænkes mærkbart, hvis det skal have nogen effekt. Jeg frygter, at vi med Venstres udmeldinger ender med en ligegyldig skattelettelse, som absolut ingen gavn gør i forhold til familiepolitik, og som i hvert fald ikke tilgodeser det arbejdende folk i en brugbar grad.

Den eneste form for skattepolitik, der skaber muligheder for familierne, er den, der mærkbart tilgodeser forældre i arbejde. Derfor skal skat på arbejde lettes mærkbart. Og vi skal slippe for ministre med holdninger om, hvorvidt der er for mange på deltid i Danmark. Smagsdommere er vi nok af. De behøver ikke sidde på ministertaburetter.

Det er enhver forældres ansvar at sikre den balance, der gør, at vi er i stand til at passe en erhvervskarriere, uden at det går ud over vores børn. Og det er politikernes eneste opgave at sikre, at vi om forældre har de rammer, der giver os flest mulige valg i forhold til at gøre dette.