Erhvervsordfører Ida Auken (R) kalder det omstridte håndværkerfradrag er en tordnende fiasko, fordi det bl.a. tilgodeser de rige. Og ja, håndværkerfradraget er en fiasko. Men ikke på grund af dets konsekvenser, men på grund af dets uskønne natur.

Fradraget er et symptom på, hvordan man har ført skattepolitik i mange år. Særregler og særskatter er en integreret del af vores skattemodel, og ikke én eneste politiker tager et opgør med et system, som hverken borgerne eller systemets administratorer hos Skat reelt forstår. Vi har ikke brug for flere særregler og særskatter, vi har brug for langt færre.

Direktør Kristian Weise fra Cevea skriver på Finans, at det er rimeligt, at boligejere, hvis boliger stiger i værdi, bør betale mere i skat end dem, hvis boliger ikke gør. Det kan Weise have ret i. Det er jo én af grundtankerne bag vores velfærdsmodel: jo bredere skuldre, desto større bidrag. Det er vel ret beset en grundtanke, der har sin del af æren for en lav ulighed.

Det er enhver topleders mareridt at komme i en situation, hvor denne som repræsentant for virksomheden tvinges til at navigere i politisk farvand. For de ved det: de kan kun tabe. For det første taber de allerede ved at blive nævnt i de sammenhænge, og for det andet så taber de som regel også, når de påstår, at de er apolitiske. Det er de ikke. Virksomheder er kun apolitiske, indtil de tvinges til at træffe et valg.

Sagen med Den Korte Avis, hvor virksomheder på stribe trak deres annoncestøtte grundet mediets indvandrerkritiske journalistiske line, er interessant, for den tog mange af landets største virksomheder med bukserne nede om anklerne. Sitets journalistiske linje er jo ikke ny, og det er heller ikke nyt, at virksomhederne annoncerer på sitet. Det burde deres marketingsafdeling være helt klar over. Det eneste nye er, at det kom frem.

Kampagnen Kvindernes sidste arbejdsdag har de sidste par uger kørt på de sociale medier. Det er fagbevægelsens desperate forsøg på at gejle en stemning op om en kvindekamp, der defacto er død. Præmissen skulle være 15,7 pct. forskel på lønninger mellem mænd og kvinder, og at kvinder derfor burde få fri resten af året fra starten af november, hvor de forholdsmæssigt har arbejdet nok.

Skulle man tro på dette, bliver danske kvinder altså forskelsbehandlet på arbejdsmarkedet. Undertrykt og forhånet. Nogen må da redde den stakkels kvinde, for hun kan ikke selv.

I forbindelse med folketingets åbning hørte jeg noget så skævt, at jeg måtte se klippet flere gange for at være sikker på at jeg hørte rigtigt.

Enhedslistens Pernille Skipper udtalte, at der ikke skal være en nævneværdig økonomisk forskel på at være på passiv forsørgelse og på at have et job, simpelthen fordi vi alle kan havne i den uheldige situation. Det kan vi, men det kan kun være en ideolog uden nævneværdig erfaring fra arbejdsmarkedet, der kan udtale sig sådan.

Og det er det faktisk akkurat tilfældet med Pernille Skipper.

Debatten om roadpricing dukker jævnligt op. Og ligeså jævnligt mødes forslagene af et forudsigeligt teater, hvor de forskellige partier nærmest til perfektion spiller de samme roller – enten for eller imod. For en liberal bilejer som mig er det næsten givet, at min rolle er som kraftig modstander. Så det er jeg. Og alligevel ikke.

På den ene side er roadpricing blot endnu en skat i rækken. Det er endnu en skat på os bilejere, der i forvejen har været hysterisk beskattede i form af den vanvittige registreringsafgift – også selvom den nu er blevet lidt mindre. Det er ikke roadpricingen i sig selv, der fortjener modstand. Det er den samlede beskatning af os bilejere som gruppe, og forslaget om endnu mere af slagsen, der vækker min modstand.

Alle danskere har en mening om vores skattesystem. Om skatten er for høj eller for lav afhænger af øjnene, der ser, ens politiske standpunkt og en del egennytte. Der kan argumenteres for en høj skat i et samfund som Danmark, hvor staten varetager mange opgaver. Der kan også argumenteres for en lavere skat, en mindre stat og mere selvbestemmelse. Det er et spørgsmål om, hvor stor en omfordeling man ønsker.

Men der burde være fælles fodslag i den fællesnævner, vi alle ønsker; nemlig retssikkerhed og retfærdighed. Den retssikkerhed og retfærdighed, der kun optræder i et system, der er lige for alle og gennemskueligt for alle.

Infomedia har netop publiceret deres årlige analyse CEO Superbrand. Man kan mene, hvad man vil om den slags, og naturligvis stille spørgsmålstegn ved de ofte subjektive betragtninger, der ligger bag, når erhvervsjournalister og kommunikationsfolk sætter sig sammen med det formål at lave en målbar liste, på baggrund af noget der er meget lidt målbart.

Det svarer lidt til at se en fodboldkamp mellem Real Madrid og Barcelona, og selvom sidstnævnte måske har vundet 1-3, så udpeger man Real Madrid som vinder, fordi et panel har vurderet, at de var bedst ud fra en række parametre som sammenspil, fair play, trøjefarve og jubelscener.

Deleøkonomiens indtog truer i dag brancher, der for ti år siden ikke havde andre trusler end dem selv.

Det er fascinerende, hvordan simple digitale tjenester, der formidler kontakt mellem ejere og slutkunder, med forholdsvis små investeringer kan ende med at gøre så ondt på hele brancher. Dette endda i så høj grad, at diverse interesseorganisationer forsøger at råbe politikerne op, for at regulere de ‘urene’ konkurrenter.

Når jeg snakker med venner og bekendte, og vi kommer ind på det svære dilemma at få livet med småbørn til at hænge sammen med karrieren, så ender som regel med, at nogle rundt om bordet ytrer ønsket om at gå på deltid. Men det affejes altid som et drømmescenarie.

Det er der ikke noget at sige til. For mange børnefamilier vil der givetvis være stor værdi i at lade den ene part arbejde lidt mindre, som man ser langt hyppigere i f.eks. Tyskland, og på den måde få hverdagen til at hænge lidt bedre sammen i en periode med småbørn. For mange familier forbliver det ved drømmen. Oftest fordi økonomien ikke er til det.